Fiji

Fiji Islands, d. 10. - 20. december 2005.


The Sandlewood Lodge:
BULA! Sådan modtages man her i dette fugtig-varme frodige og smukke land. Vi ankom kl. 5.30 mandag morgen lokal tid i svedende varme – stadig med varme sokker og langærmet/-benet tøj. Vores kropsduft var ikke just frisk og liflig, og øjnene hang temmelig langt nede på kinderne. Det første, der altid er slående i eksotiske lande – bortset fra varmen – er floraen. Når man går ud af det kolossale fly, går man udendørs under overdækning og får lige en snert af, hvad der venter én. I ankomsten mødte vi et andet typisk Fiji-indslag, nemlig hula-hula-syngende mænd i Hawaii-skjorter (eller Fiji-skjorter må det jo så være) og slå-om-nederdel(!) med guitar – små og store (ukulele hedder den lille vist). Disse mænd synger hjemlandets vemodige sange, så man rigtig kan komme i stemning, hvilket i dén grad virkede på Malthe, der straks vrikkede med måsen og råbte ” ’sik!”
Her skulle man tro, at tempoet var under sneglefart, men næh, disse venlige og forholdsvis sindrige lokale havde fult blus på skrankerne, og vi kom forholdsvis hurtigt igennem. De var mest interesserede i vores helbred, så vi ikke slæbte stygge sygdomme med til ø-samfundet.
Vi fik forholdsvis hurtigt vores tasker og klapvogn – lige afbrudt af endnu en gang næseblod hos Aske, og efter at have vekslet lidt Fiji-dollars (vi troede, de var helt vilde med amerikanske dollars, og havde læst at de helst tog credit-kort frem for cash, men det skulle vise sig, at det foretrukne helt klart var den lokale valuta…), Skulle vi igennem tolden. De store sorte mænd med kjoler var fuldstændig kolde overfor hvad vi end måtte have proppet i vores store tasker, for de viftede os igennem – stik modsat USA – og havde kun travlt med at hilse os velkomne med deres BULA!

Straks vrimlede det med lokale, der ville vide hvor vi skulle bo – der var nemlig afhentning til div. hoteller. Udenfor i den svedende morgenvarme blev vi mødt af endnu en venlig mand med et rugbrød med påskriften ”Sandlewood Lodge” – dét lød rigtigt! Her havde vi nemlig hjemmefra booket to overnatninger. Hotellet lå tæt på lufthavnen (4 km) på halvvejen til Nadi, som er én af de større byer på denne ø (Viti Levu).

Vi blev kørt til døren og blev checket ind på vores værelse – rimelig størrelse, med senge til os alle, thekøkken, toilet/bad og div. nødvendigheder. Lunde ( bakterieneurotisk!) startede ud med at checke badeværelset (ak nej, ingen føntørrer!), og det første, der viste sig på gulvet var en lille bitte ghekko. Nårh, hvor sød, var vi enige om, mens Lunde i sit stille sind tænke, om det var begyndelsen til et kryb- og insikthelvede, men det var, hvad det kunne blive til… i hvert fald i Sandlewood Lodge. Vi var i øvrigt en anelse uenige om rengøringsstandarden på dette sted. Henrik mente, at det var ok og hvad, vi kunne forvente os, mens Lunde lige skulle synke en gang ved ibrugtagning af kopper og skeer og ikke var helt tilfreds med afvaskning af knapper, kontakter og andre (af andre) flittigt benyttede spots…. måske en erhvervsskade??? (I Galaxen ææælsker vi Ajax og sprit – af alle slags….)

Lige udenfor terrassedøren en frodig have med en skøn swimmingpool i midten. Kl. var kun 6 om morgenen, men vi kunne ikke vente… det var bare for fristende med det kølige og umiddelbart rene vand, så af med tøjet, på med solcremen (vi er ret tæt på Ækvator, og solen er stærk lige fra morgenstunden) og ud i den….. LUNE pool! For kølig kunne man ikke sige, at den var!! Der var en fin lille børnepool afgrænset af nogle store sten, og store kokospalmer (MED frugter) skyggede for den værste (som om den var slem…) sol. Aaahhhh, det var dejligt! Her kunne vi såmænd godt ligge og svuppe resten af dagen – hvilket vi så gjorde resten af formiddagen. Aske voksede strax svømmehud mellem fingre og tæer, og dykkede som en gal. Skammede os over, at vi ikke før har givet ham mange muligheder for at være i det våde element. Han var fuldstændig i sit bedste es!

Til frokost var vi ved at være godt opblødte, trætte efter den lange rejse og de få timers nattesøvn og sultne. Henrik gik på mad-jagt (der var ikke mad på hotellet), og det skulle vise sig at blive et omdrejningspunkt de næste par dage. Der var nemlig kun et par snuskede steder i nabolaget, et andet hotel (så dyrt ud!) og en lille STORsnusket biks med få fedtede ting på hylderne og et par stive sandwich med opbukkede kanter på disken… alt sammen til skyhøje priser. Vi kunne godt se hvor det bar hen… alt imens drengene som tynde stormavede børn fra Afrika klagede deres sult. Samtidig turde vi kun spise noget fra den lille shop, der var forseglet og helt fri for kryb, støv og andet godt! Så Henrik var opfindsom nok til at købe juice og instant-nudler fra Maggie’s og de blev da også hældt indenbords….

Nu kunne vi ikke hænge sammen mere, og varmen havde nået sine højder, så vi besluttede os alle for at tage en god skraber inden døre (hvor der var airconditioning).... Vi sov hele eftermiddagen – det var helt umuligt at vågne igen....der var ganske enkelt dømt nat i vores hoveder, men Henrik påtog sig den grimme opgave at forsøge at få liv i os andre. Da det endelig lykkedes, var vi alle igen klar til en tur i poolen, og efter en god dukkert under palmerne (eller ”pamlerne”, som Aske kalder det), opdagede vi, at Askes armhuler var fuldstændig nedslidte og på vej til store sår p.g.a. de mange timer med svømmevinger. ”Skidt pyt”, mente han selv (lidt sej må man være, hvis man skal have lov at tilbringe så lang tid i poolen).

Så klingede igen et højt ”Jeg er suuulten!” ud over området, og så kom skaffedyret igen op i Henrik, og han prøvede at lokke flere nudler i ungerne – uden held. Vi blev enige om, gå en tur rundt og se, hvad de forskellige små restauranter bød på. Det kunne tilsyneladende ikke betale sig selv at kokkerere, og der var nu heller ikke meget at byde på i ”the one and only lorte-biks in the neighbourhood”. DRYP DRYP PLASKE… Pludselig faldt store dråber, som hurtigt blev til enorme mængder af tropisk lun regn. Det var faktisk rart, og vi tænkte, at det nok bare var en byge, så ”off we go”! For en sikkerheds skyld spurgte Henrik lige i receptionen hvordan det sædvanligvis var med disse byger: Et par timer ku’ de vare…. Så kan det nok være, at vi lige fandt et par kiks at stoppe hullerne med, og fordrev tiden lidt endnu.

Nå, det var nu ikke så slemt, og efter ½ times tid trissede vi af sted. Den ene restaurant så mere snasket ud end den næste – og lidt sart må man vel ha’ lov at være her på starten af turen rundt om jordkuglen, så da vi endelig overgav os til en take-away-pizza-biks, lukkede den lige for næsen af os! Aske var træt og ville sidde i Malthes klapvogn, og Malthe ville spankulere selv og skubbe vognen af den larmende befærdede vej (hotellet lå heldigvis på en stille sidevej), så der var skrig og skrål og rumlende maver. SÅ kunne det hele også være lige meget… Resolut marcherede vi ind på det fine hotel, hvor vi blev budt indenfor (BULA) af søde fiji-damer med spraglet tøj og blomster bag ørerne (det har ALLE her, mænd som kvinder, hvilket er oplagt, da helt kunstigt udseende smukke blomster flyder alle vegne, og klimaets naturligt stærke farver indbyder til hula-hula-tøj og blomster-tam-tam).
Vi blev bænket, børnene blev klappet på håret og Malthe krammet og nulret, og vi blev introduceret for et dejligt menukort med igen høje priser… dog ikke urimelige standarden og alle de andre ”shitty” steder taget i betragtning. Vi voksne begrænsede os dog til luksus-pizza, og børnene fik børnemenu fløjet ind i en hvis fart for at undgå mere skrål. Da de havde gumlet lidt på deres drumsticks, begyndte Askes næse at styrtbløde… et evigt tilbagevendende problem, som han altid klarer helt cool og roligt, mens omkringværende voksne oftest går i panik. Normalt holder det hurtigt op, og selv om det var kommet en del gange efter afgang fra DK (og i øvrigt ofte er værst i forbindelse med vinter og snot), har det været til at stoppe. (Højst sandsynligt forstærkes det af den tørre luft i flyet og i Boulder, klimaskift generelt og jetlag, forestiller vi os!). Denne gang på dette fine hotel gik det helt amok og væltede ud, og den ene Kleenex efter den anden blev bragt til os. De søde hula-damer og –mænd vrimlede om os og gav gode råd: Aske blev lagt ned, papir i næsen, fik isterninger først på panden og så i nakken, og selv om der var virvar og alle var bekymrede og snakkede op og ned af stolper om barndommens problemer med næseblod, var Aske stadig cool – og måske en smule smigret over al den venlige opmærksomhed.
En gæst fra hotellet havde fulgt med, og kom og talte med rolig stemme og schweizisk accent om homøopati og isterninger i nakken – her kunne man godt tro, at der var tale om en mystisk doktorrrr Frrrank, der kunne nogle kunster med en kirurg-kniv og nogle piller, men han var faktisk en rigtig rar og troværdig mand, hvis lyshårede datter havde samme problem, og med stor succes fik et middel ordineret af en læge, når det var helt galt. Dette middel blev strax hentet på deres værelse, og den rare mand hælde lidt tabletter over i en kuvert til os, hvorpå han skrev, hvad det var – efter først diskret og høfligt at have fortalt, at han ikke ville presse på med noget, men at det var en hjælp, hvis Aske skulle komme ud for det igen. Nå, blødningen stoppede, Aske var ok men noget omtumlet og pizzaerne var kolde. Vi takkede alle for venligheden og hjælpen, fik pizzaerne pakket i en kasse, betalte, og luntede hjemad (og fik i øvrigt lige set, at man på dette yderst behagelige hotel kunne købe sig til en internetforbindelse.)

Sikke en første dag på Fiji!!! De helt basale behov var i centrum (i hvert fald nogle af dem): søvn, mad, kropsnedkøling! Og så lige lidt drama…
BULA!!


Tirsdag morgen – eller skulle vi ikke kalde det nat – vågnede vi alle kl. 4 (jetlag er stadig over os), Aske og Lunde især helt forrevne og vilde i øjnene: vi var blevet i nattens løb blevet ædt af myg. Bitte små uanseelige bæster med stor ivrig blodtørst! Øv øv øv!! Nå, på med Lidokainen og så ”Jeg er suuuulten!” Nudler gik nok ikke igen, men vi havde ”luksus-shoppet” to små Kellog’s cornflakes i den gustne butik (10,- dk kr. pr. stk.), som drengene gik ombord i (”hvor er mææææælken?”)

Poolen trak men det var stadig midt nat, og den måtte først benyttes efter kl. 7, så frem med spil og legetøj og fordrive tiden indtil vi kunne tillade os at larme ude. Da solen var stået op, gik vi en tur rundt i kvarteret. Det viste sig, at vi faktisk var havnet i et fint kvarter med små lukkede veje og med kæmpe huse – hegn hele vejen rundt, naturligvis – mange biler og div. tjenestefolk. Det var tydeligvis ikke de lokale Maui’er, der boede her – snarere rige tilflyttere fra udlandet.

På Fiji er befolkningen noget blandet, men størstedelen (ca. 54 %) er de store brede lidt grove Maui-folk (har man set Lilo og Stich, kender man typen. De ligner lidt folk fra Haiti). Godt 40 % er indere (og Hindu), og de sidste % er lidt af hvert, bl.a. asiater. Man siger Inderne og hvad vi ville kalde de oprindelige polynesere (Maui’erne?) går fint i spænd, men gifter sjældent ind i hinandens familier (forskellige religioner). Sidstnævnte er bestemt de mest imødekommende ”mama/pappa”-agtige.

Alene på vejene omkring hotellet var der alle former for eksotisk flora og fauna. På vores lille morgentur ser vi de smukkeste blomster (tror nok at nogle af dem derhjemme i stueplanteudgaver hedder Azelia, bourgonville og hibiscus/Hawaii-blomst). Vi så bunkevis af kokosnødder, noget, der ligner dadler (de lokale fugle – manabirds - er tossede med dem), bananer, mango, grape/pomelo, papaya, mandler (vist nok) etc.

Efter at have checket gaderne ud og konstateret, at der ikke fandtes mere appetitlige eller billigere indkøbsmuligheder i nærheden, og med rumlende maver (de stakkels voksne havde endnu ikke spist), gik vi igen – og denne gang endnu mere resolut ind på det fine hotel fra dagen før, og efter nogle overvejelser (på prisen) kastede vi os over den dejligste morgenmadsbuffet med frisk fugt, omelet, brød, juice, GOD kaffe, cereals etc. Aske var halv pris og Malthe gratis fordi han var så lille….de skulle bare vide, hvad han kan sætte til livs!! Og vi andre spiste bagud og på forskud.
Og pludselig kom så den venlige schweizer og spurgte til Aske og klappede os på skuldrene og sagde at det var godt at se ham frisk. I øvrigt havde Aske kun en lille eftervé samme aften, og så har der efterfølgende ikke været mere.

Og så var det blevet pooltid! Timevis af plasken rundt i den lune pool. Vi talte med en irsk kvinde og hendes 2-årige søn. De var lige flyttet hetil for 2 uger siden, og var ved at leje hus og købe møbler etc. Hun var gift med en Fijianer, der var præst, og hun fortalte, at det generelt var dyrt at spise ude, og at de handlede inde i Nadi i et stort og ok billigt supermarked.
Mens vi plaskede rundt og mens Malthe sov middagslur, prøvede vi at regne ud hvordan og hvor vi skulle leve den sidste tid på Fiji. Vi havde kn yderligere en nat på Sandlewood, og havde ikke lyst til at blive, dels fordi vi gerne ville ud til vandet, og dels p.g.a. madsituationen – vi gad ikke den evige jagt på mad, og især ikke om morgenen, hvor drengene bare er sultne.
Hotelejeren kendte en dame, der kunne hjælpe os med nogle idéer og booking – MARGARET, som vi senere skulle komme til at beskylde for mange ting… en ægte bondefanger med os som ALT for nemme dumme ofre!

Lunde blev på hotellet med børnene, og Henrik blev samlet op og kørt ind til lufthavnen, hvor Margaret holdt til. Hun var formidler og kendte til både det ene og det andet (og skulle selvfølgelig tjene på det). Strax efter at have hørt vores ønsker om et lille sted ved vandet med mulighed for i hvert fald morgenmad og gerne en pool for ungernes skyld (hvilket ikke er vildt usædvanligt under disse varme himmelstrøg) fik hun pisket en stemning op om, hvor dyrt der er på de små øer for ikke at tale om transporten derud (hvilket er ganske rigtigt), og om hvor presset der var alle steder, og vi skulle godt være heldige, hvis vi fandt noget…. Men der var dog måske en lille chance ved Korolevu, The Coral Coast (sydkysten på øen, hvor vi allerede befandt os): The Warwick Hotel, som var lige hvad vi ledte efter, og især når vi rejste med små børn. Det kostede dog 300 Fiji dollars pr. nat men så var det med stor morgenmad, flere pools og ned til havet, og det var jo lige os! Hun kunne også lige arrangere en taxa til at køre hele vejen – kun 1 time 40 min.. Vi kunne også tage en bus, men det var besværligt med bagage, børn etc.

Så JA! Vi hoppede i med begge ben – vi er sgu så nemme! Pressede og panikagtige i stedet for at spørge os lidt mere for og ikke finansiere en eller anden lokal hytteskindsmælger – som oven i købet lige skulle betales på forskud for det hele. Vi slog til og glædede os over brochurerens pæne billeder og håbede stille, at de i hvert fald ikke løj.

Vi blev enige om at tage ind til Nadi (taxi) for at proviantere, kigge os om og måske spise aftensmad. Pyh, det var svedende varmt, selv om det var blevet sidst på eftermiddagen. På trods af masser af solcreme var det allerede lykkedes Lunde – som ALTID!! – at pådrage sig et yndigt lyserødt griseskær på arme, skuldre og i ansigt!! Hvorfor går det altid galt??

Nadi var hektisk, beskidt, støjende og ikke et sted for børn. Vi fandt supermarkedet, købte lidt drikkevarer og sager og kiggede så lidt på byen. Bikini til Lunde var ét af målene, men de små inderpiger i tøjbiksen mente ikke de kunne hjælpe mig… Nå, vi fandt en internetcafé, hvor det ville tage lidt tid at komme til, og børnene var på kogepunktet, så vi opgav at maile og fandt i stedet en taxi, der lovede at stoppe ved den gode gamle gule måge, McDonald’s på hjemvejen. Her skulle de lige i omdrejninger først, så den rare taximand holdt ind til siden og ventede tålmodigt på vores mad. Malthe mente ikke, der var grund til at holde dér, så han løftede pegefingeren og råbte: ”KØR NU, FARFAR!” Vi måtte lige klukke lidt af den. Faktisk har vi oplevet, at han har kaldt flere fremmede mænd ”farfar” som var det en massebetegnelse for flinke mænd i deres bedste alder…. Tankevækkende, Ole!
Den rare chauffør var snaksalig, og han fortalte om en strækning på Coral Cost, hvor der lå masser af rimelige hoteller ned til vandet, og om en bugt en time fra Nadi, hvor der var rigtig dejligt. Han gav os en fast taxi-pris for at komme dertil (altid smart at aftale en fast pris inden en ur!), som lød ganske fair, og som han sagde: ”Hvis I ikke kan lide hvad I ser, når vi kommer frem, kører vi jer bare videre til næste sted etc. etc.”
ØV ØV ØV! Det var da det vi skulle have gjort! Nå, men løbet var ligesom kørt, og vi fik hans kort og takkede for venligheden – og ærgrede over at være blevet revet med af Margarets lidt for gode idé. Vi besluttede os definitivt for at holde rejseplanen og flyve videre til New Zealand d. 20., hvor vi vil blive hentet på Warwick tidlig morgen. Her er meget fantastisk, men ikke så fantastisk, at vi vil lade os ruinere. NZ bliver også en dyr omgang, men det har vi været mere forberedt på.

Nå, hjem og spise og bade, ind og lege og hygge og så faldt vi alle tidligt omkuld, endnu mærket af jetlag. Aske er rigtig hårdt ramt, og har måttet sove middagslur. Vi glemmer fuldstændig alt om jul og decembersysler her i varmen, selv om vi har stødt ind i både nissehuer og julemusik af og til. Det kan vi ganske enkelt ikke tage alvorligt i 40 graders varme.


Onsdag morgen vågnede vi først ved 5.15-tiden, fes den af til 5.30, og stod så op til cornflakes og tørt toastbrød. Vi skulle hentes af taxi’en kl. 10 men fik lavet det om til kl. 9, så vi både kunne nå at pakke sammen (hold op, hvor kan vi sprede os på et par dage!), bade og stadig få lidt ud af dagen det nye sted. Aske var så klar til nye swimming pools, men også – som altid ved forandringer – lidt utryg. Efter få dage et nyt sted kalder han det ”hjem”, hvis han kan lide at være der, men når der er opbrud eller når han bliver meget træt, får han hjemvé og savner sit hus, sin gode ven Søren, alle bedsteforældre etc. Malthe følger ligesom bare med. Hvis der er mennesker at charme for og vi er i nærheden – og han ellers ikke er for sulten og træt – så er alt godt. Faktisk er han næsten for ukritisk i f.t. nye mennesker. Han går til dem med det samme, snakker med dem, lader dem tage ham op og kysse ham. Vi skal passe på han ikke bare går med nogen – som da et ungt Fijiansk par ved Sandlewood var ved at spise ham og bar rundt på ham og ville ud og gå med ham. Malthe syntes det var ok – vi var ikke lige helt så vilde med det!

Taxien kom i god tid mens vi var ude og bade – han skulle bare lige se hvor meget vi fyldte (og det var jo ikke så lidt!), og så kørte han igen.
Kl. 9 sad vi taxi’en, som var proppet op med al vores bagage – heldigvis var der aircon, man bliver lidt skør af varmen! (Og nej, vi skal vist ikke klage…) Drengene sov på vejen og måtte så gå glip af ø-rundtur. Det var faktisk en fin tur, og vi fik set en masse af øen: små landsbyer, smukke blomster og palmer, bjergene, kirker og moskeer og ikke mindst kysten – det fantastiske klare vand og de fine strande. Chaufføren var rigtig behagelig – ikke for snakkende men imødekommende og åben, når vi spurgte om noget. Han kører os til lufthavnen d. 20. om morgenen, når vi skal videre.



The Warwick (www.warwickfiji.com):
Ved ankomsten til det nye sted – et stort isoleret ressort med lang indkørsel, store parker, vagter og et hav af ansatte (mest fijianere), blev vi mødt af en stor bamset Fiji-fyr med hula-hula-skjorte og matchende slå-om-nederdel (hold op, hvor det tøj findes i mange udgaver!) og selvfølgelig den obligatoriske blomst ved øret og med et stort brølende BULA! Strax stod en masse mennesker til vores disposition, og efter et besøg i receptionen, et glas ananassaft og et hurtigt view ud over strand og hav, fra den kæmpe terrasse og udendørs bar, blev vi og al vores bagage fulgt til vores værelse. Okay, det kan godt være at det var dyrt, og det kan godt være, at vi ikke på nogen måde havde krævet denne standard, men WAUW, her var bare i orden!!
Rent (bemærkede Lunde), stiligt, kram-møbler og solid men (nogenlunde) elegant indretning, altan med udsigt over det store hav og ned til en smuk have/park (igen – bemærkede Aske strax – med kokosnøddepalmer, denne gang i øjenhøjde). Et ikke alt for stort værelse (på 3. sal med en elevator, der første ved at blive installeret), men med det hele (incl. lille ghekko og – så jeg efter et par dage – en enkelt kakerlak!), to dobbeltsenge, pænt marmorbadeværelse med badekar (og JA, føntørrer!), TV, the og kaffe og el-kedel, minibar (himmelhøje priser, men det kan vel ikke undre nogen) etc. etc.
Udenfor fandt vi den hvide palmestrand med akvariefisk i den klare vandkant, koraler (som i virkeligheden ikke er smarte, da de gør sandet groft og skarpt at gå på, især ude i vandet), en lille ø med indbygget restaurant, 2 pools (den ene incl. bar), en børnepool, jacuzzi, turistkajakker, vandcykler, snorkeludstyr til fri afbenyttelse, og en hel masse aktivitetsmuligheder hvis man har penge og tid nok (tennis, squash, minigolf, fitness – at nogen gider i dén varme!!). Desuden restauranter, barer, butikker og andre valutaslugende foranstaltninger.


Er der så meget andet at gøre end at nyde det, når nu vi er havnet her! Dagene gik med stor (gigantisk!) morgenbuffet kl. 7, solcreme på, badetøj på, svømme, plaske, bade, svuppe, sjaske, hoppe, flyde – hovedsalig i poolen. Der var ganske enkelt for varmt på stranden – og ikke helt så trygt for børnene at bade. Aske er blevet en super top vandhund, og overraskende modig: dykker, springer i fra kanten, øver sig som en gal i at svømme uden vinger - kan godt lidt, men ender med at dykke, fordi det er lettere. Han er helt besat af det, og det er svært at få ham til at begrænse det bare lidt. Hans øjne er fuldstændig røde og blodskudte, og om aftenen er han helt færdig og kan ikke samle sig om aftensmaden. Har præsteret at falde i søvn ved spisebordet, og må nogle gange bæres hjem.
Malthe er også vild med at bade. Han har nogenlunde respekt for vandet, og flyder rundt med os med sine vinger og sin hat og synger/nynner og siger gode lyde og kommenterer alt på sin vej (Fx stor mand med hvidt hår og skæg passerer – Malthe råber: ”Se, julemand og gaver!”). Han har forelsket sig i sin nye badebold, men har overset ordet ”bade”, og vil hellere spille fodbold med den – skyder ”højdere helt op himmel!”

Det er hulens varmt og vi må holde siesta indendørs de fleste dage. Bedst går det, når alle (tre!) drenge får sig en lur på det kølige værelse. De har desværre ikke fået sat skygge op nogen steder ved poolen, så vi bliver lettere kogte af at bade længe. Varmet nærmer sig urintemperatur, hvilket er skønt for kuldeskære blegfede danskere.

Efter frokost (børn gratis, voksne en halv million… Ergo voksne ikke sultne, børn skrupsultne!) og lur, endnu en badetur, så tøj på, spadsere lidt omkring og spise middag. Malthe bliver af de lokale men også af andre hotelgæster dagligt nullet, klappet, kysset og gramset på – godt, han ikke er sart – og i restauranten er det helt galt. Aske fik også et spontant smaskkys af en stor Fiji-mand en dag, så han slipper heller ikke.

Så en lille gåtur til vandet eller rundt i de grønne områder, og så er alle batterier flade på store og små. Ind imellem er der lidt underholdning efter børnenes sengetid, og Henrik har se lokale dansere iført hula-baskskørt og fakler. En anden aften var han til frø-ræs: En stor flok kvækkende slimede frøer – af slagsen, som drengene har haft stor fornøjelse af at rende efter – påsættes rygnummer og samles i en spand, hvorefter de hældes ud på gulvet i baren. De forventes at styrte af sted, og man kan så spille på dem. En mand vandt over 50 dollars… mærkelig form for humor og ludomanisk beskæftigelse!

Vi havde regnet med, at med de fine forhold skulle det blive let at komme på nettet. Her er intet dog gratis (hvor er det også det?), så vi har købt os til en forbindelse. Det har så bare taget små tre dage at få l…. til at virke. Henrik har rendt i fast rutefart for at indfange stedets såkaldte IT-mand (var lige ved at tro, at de havde noget kørende!), som var tæt på at opgive at få hul igennem. Det skulle nu være mission completed, hvilket skaber kontakt til omverden, men til en dyr pris og derfor i noget begrænset omfang….


SENDT HERTIL TIL FORÆLDRE OG KUGGE


Lørdag d. 17. dec. ligger vi for en gangs skyld alle og flyder i poolen, da vi pludselig hører et klingende jysk ”hej med jer”…. Hermed havde øens (eller i hvert fald resortets) eneste danskere fundet sammen. Typisk, altså! Hvad er der med det ghettodannelse?? Nå, men i hvert fald faldt vi hurtigt i snak med Lis og Allan og deres piger Camilla (7) og Michelle (12 og præpuppe-pige). De havde boet i Australien (Gold Coast, nær Brisbane) i 10 år og savnede ikke Danmark det mindste – havde faktisk ikke været der i mange år, og pigerne havde ikke været der (kun Michelle, der var født i dk). De var på ferie (Fiji er vel deres Kreta) i en lille uge og havde booket en ”all inklusive-rejse”, og var derfor ikke sene til at dele ud fra baren (det kostede dem ingenting, og sparede os for de øl og vand, som vi var for nærige til at købe). Vi havde nogle hyggelige dage med dem ved poolen og på stranden – hang lidt ud og chit-chattede og løst og fast og livet på hver side af jordkloden. Det var fint og hyggeligt, og vi spiste aftensmad sammen men var i øvrigt ikke afhængige af hinanden. Efter få minutters snak var vi inviteret til at besøge dem, hvis vi kommer på de kanter. De er ikke helt utænkeligt, eftersom vores billet ud af Australien foreløbig er fra Brisbane. Men vi må se – dejligt at vide, at man er velkommen. Det blev en rigtig rar sidste aften (d. 19. dec.) med dem med fælles aftensmad og bagefter lidt snak og underholdning af en flok farverige fijianere, der lavede kannibalistisk krigsdans og store mama’er, der sang og gjorde ved. Glade børn (der ikke faldt i søvn ved bordet eller fik et hys-flip),der endelig tøede op og legede med Camilla. Varmt farvel med endnu en opfordring til at besøge dem.

Men inden vi var nået så langt: søndag morgen hoppede vi på en ”glass-bottom-boat” for at få et nærmere kig på akvariefiskene. Den sejlede ikke ret langt ud og blev i bugten nær hotellet, hvilket nok var en god idé, for når det blev for dybt, kunne vi i sagens natur ingenting se. Malthe råbte og pegede ”se fi’k” hele vejen ud, og Aske mente bestemt, at der måtte være hajer… Vi havde ikke sejlet ret længe før en sort satan dukkede op – og så én til og én til… HAJER!!! Så fik Aske set dem, og vi andre med. Malthe fik hurtigt omdøbt alle ”fi’k” til ”haj, haj”. De forsvandt og vi så ikke mere til dem – vi var åbenbart heldige, for selv ham, der sejlede båden virkede lidt overrasket. Det var ”reef-sharks”, fik vi at vide – og ikke en specielt stor slags.
Alt i alt var det en fin tur, også for børnene. Vi fik set store stimer af selvlysende fisk, ”nemo-fisk” (clownfish), lilla søstjerner, store Zebrafisk, kirurgfisk og selvfølgelig fantastiske koraller i sære faconer og enorme størrelser. Nogle af dem lignede hjernemasse – interessant!

Vi fik også en del tid til at gå med at studere botanikken. Aske var meget optaget af at få fat i de store kokosnødder, der ind imellem faldt ned til fare for alt levende de end måtte lande på. Så vi indsamlede både en grøn og en moden brun, og Henrik måtte i gang med den store lommekniv. Den grønne blev drukket med stor begejstring (med sugerør) og den brune knækket (”nåe, den er jo ligesom dem derhjemme…” Ja, hvad havde du egentlig forestillet dig??), og så var den lyst næsten styret…. Indtil vi passerede den næste kokosnød på jorden. De grønnes kød er tyndt og nærmest lidt blævret og uden ret meget smag – men til gengæld egentlig lidt læskende.
Henrik neglede også en stor flot papaya på et træ en mørk aften – desværre viste den sig at være ret umoden.


Hver morgen ved morgenbuffeten var der frisk frugt: bananer (meget velsmagende og kraftige i smagen), papaya (noget søde i det, men gode!), vandmelon (Malthe kunne utrætteligt hvine ”mer’ han’elon!”, når han først gik i gang), meget modne mangoer (umulige at skære), søde, søde, sprøde ananas (uhm… Lunde blev afhængig!) og passionsfrugter (store og gule udenpå, møg-sure indeni… ikke desto mindre kunne Malthe spise store mængder – ligesom han også lystigt kværnede frisk lime!!)

Vi havde nok troet, at vi skule købe frugt små lokale steder eller på marked, men vi kom slet ikke sådanne steder og tog så glade og tilfredse til takke med resortets tilvejebragte.

Maden var ok, men efter få dage var børnene rigtig trætte af pommes frites. Vi fik i øvrigt den mest fantastiske grillede ”local tuna” med mango-salsa – valgte den flere dage i træk og har aldrig smagt bedre tun.


De første dage brugte vi meget tid på at føle os bondefanget på dette dyre luxusiøse sted og ærgre os over de uoverkommelige priser, og vi benyttede hver en lejlighed til at finde noget at sætte fingeren på, som fx dén dag, der uvarslet ikke var varmt vand hele dagen, og hvor der pludselig fossede ulækre sorte og brune sager ud af hanen, eller den morgen, da vi kl. 5.30 blev vækket af brandalarmen og fes forvirrede rundt og tog tilløb til at spring for livet med sovende børn under armen, indtil Henrik fik ringet til receptionen og fik beskeden: ”don’t worry, it’s nothing”… Eller larmen fra elevatorinstallering lige udenfor døren.
Men så var det vi blev enige om at nyde de smukke omgivelser, al luksus’en, poolen, vejret, naturen, friheden etc. etc. – nu var vi der jo ligesom, og så var det bare nakken tilbage og indsnuse….



Tirsdag d. 20. dec. ringede vækkeuret kl. 04.15! Op og bade, pakke det sidste, få to fuldstændig koma-agtige børn op i lodret position og slæbe tonsvis af bagage (we still don’t travel light!) ned i foyer’en, igen BULA og store smil her kl. lort, og ind i selv samme taxi, som bragte os hertil. Chaufføren virkede noget morgensur, men har også måtte forlade Nadi kl.3.30 eller før for at hente 4 let lyserøde danskere… det må man godt surmule over.
Så i huj og hast (Vi var nu i ok tid) op gennem øen – igen en tur på ca. 1 time og 40 min. Fuld fart på, pludselige opbremsninger, bumper, overhalinger og deruda’! Så det måtte vel komme… ganske uden varsel skvulpede Malthe over. Ramte kun sig selv og sin far, som greb en del af Malthes maveindhold. Chaufføren fortsatte, indtil vi bad ham holde ind – vi havde liiige et lille accident. Ud og skifte tøj, Malthe helt cool – stod halvnøgen midt på hovedvej og sagde ”hov” og ”vov vov” og ”kykkeky” – man kan vel godt kommentere lidt på omgivelserne, selv om man lige har ørlet i en fijiansk taxi!

Ind i bilen igen og fuld fart frem. Efter 5 min. kørsel var den gal igen – denne gang hos Aske. Heldigvis havde vi en pose klar, og Aske afleverede en god portion, men chaufføren fortsatte helt upåvirket og ufortrødent. Så faldt de begge i søvn og kun vi voksne måtte synke et par gange og be’ et par skytsengle om at våge lidt.

Vi nåede lufthavnen i nogenlunde god tid, hvor vi strax efter at have fået stavlet bagage og søvnige børn ud af taxi’en (og set rø… af en muggen chauffør, der ikke fik en cent i drikkepenge) mødte et par danske rygsæksrejsende piger, som vi også mødte ved ankomsten til Fiji. De havde været ude på nogle af de små øer, og der havde, som vi havde forestillet os, været fantastisk men også meget primitivt. De skulle med samme fly som os til New Zealand, hvor de skulle med en ”Kiwi-expres” rundt i landet. Vi mødte også et NZ-ægtepar, som havde boet på Warwick hvor vi boede; han var der for at installere den famøse føromtalte elevator (som jo så blev færdig aftenen før vi rejste), og konen var bare med for at dase. Vi havde sludret lidt med dem på hotellet – de kom fra Cristchurch på sydøen, hvor vi desværre ikke har planer om at tage ned. Vi ville såmænd nok have været velkomne hos dem. Hun var helt syg med drengene og var helt på halen over, at vi havde mod til at rejse verden rundt med dem.
Det er der faktisk mange, der siger, og nogle gange stopper vi så op og kigger på hinanden og spørger, om vi er helt sindssyge (eller helt ”pip-gog-påske-plim”, som Aske – og Bamse – siger). Men vi bli’r hurtigt enige om, at selv om vi nærmest ruineres, og selv om det ind imellem er noget besværligt med et temperamentsfuldt blebarn og et trodsigt gammelklogt førskolebarn, 10 tons bagage, langsommelige lufthavnsprocedurer etc., er vi godt nok heldige, at vi får lov at opleve dele af verden i fællesskab med vores to fuldstændig vidunderlige, charmerende, kvikke og skønne drenge!! Tænk en gang…. Og så oven i købet springe en grå, våd og kold dansk vinter over… Jubiiii!

I øvrigt: BIG… efter overstået jetlag har Malthe besluttet sig for 7-9-13 at sove bedre om natten!!! Godt nok er han i samme rum som os andre, men alligevel. Det er meget få gange, han har været ked af det om natten, og har sågar sovet arm i arm med Aske en hel nat (det er de jo ikke vant til) uden at sige en lyd. Faktisk er det Malthe der sover længst om morgenen og han må nogle gange vækkes… UNBELIEVABLE!
Aske næseblod har også valgt at holde en pause. Det fugtige klima må være godt for slimhinderne. Og det endda på trods af, at han faktisk er lidt snottet af al det badevand. Efter at have dykket non-stop i flere dage var hans øjne knaldrøde, og han fik vildt ondt i det ene øre og ville have Ingelis (vores læge) eller ”én af dem, der er brune i huden-lægen” til at ”reparere” øret. Han gik frivilligt med til en bade-fri dag, og mente selv at det var den værste dag i hans liv (fordi det gjorde så ondt). En børne-panodil tog det værste, og næste dag badede han med vandskyende vat og dykkerbriller og ikke ret meget dykning, og så var det ved at være ovre. Vi var lidt bange for trykket i øret på flyveturen, men det blev ikke noget problem.

Nå, Nadi lufthavn er ikke den hurtigste, men dog heller ikke voldsomt besværlig. Vi kom rimelig smertefrit igennem diverse skranker, satte os ved en kaffebar og fik endelig lidt morgenmad. Så shoppede Aske og Lunde lidt og glemte lidt tiden, og pludselig var det blevet tid til at boarde.
Vi gik om bord, sad et stykke fra både elevator-parret og de danske piger. Drengene satte sig hjemmevant i sæderne og tog sele på, som når vi kører bil… nu er det allerede blevet ”hverdags-agtigt” for dem at flyve! Fiji er rigtig smuk oppe fra: bløde grønne bjerge midt på og de hvide strande uden om. Et dejligt syn forsvandt under os…. BULA, Fiji, og tak for nu.
5 minutters flyvning var gået, og Aske meddelte, at han skulle kaste op – igen! Klarede det flot i en pose (de er et par ret coole fyre, vores drenge, når det kommer til den slags), og lagde sig så lidt med et tæppe. Aske mente at det godt nok var en flink stewardesse, der sådan kom med friske brækposer til ham. Efter et kort hvil var han på toppen igen, så mon ikke bare det var lidt ”køresyge”?

Resten af flyveturen gik superhurtigt. Vi tegnede lidt, skrev bogstaver (Aske er fuldstændig bidt af at skrive og regne og øve sig i engelske ord….stræber! Men han er vildt optaget af det), og Malthe sad pænt på sin lille ble-popo og pjattede med sin far hele vejen. Dejlig og let flyvetur, hvor de dels havde fået en skraber i taxi’en forinden, og dels havde fået lettet trykket i maven og så i øvrigt efterhånden var helt trygge ved det med flyvning. Vi fik endnu en gang morgenmad (osteomelet, sær pølse, croissant, og dejlig fiji-frugt…..uhm, ananas, papaya og ”han’elon”)
Pludselig dukkede små grønne øer op under os, så meget grønt fastland så ét tykt skylag – bumle bumle bumle – og så vand (er det en vandflyver?? Det så ud som om vi skulle lande i vandet!) og så regnvejr og YES! Så landede vi.
”Thank you for flying Air Pacific and enjoy you stay in New Zealand….”