Our Trip Around The World

New Zealand januar 2006

2006-02-26T03:51:00.000-08:00

NEW ZEALAND JANUAR 2006

Pauanui 31. dec. 05 – 10. jan. 06

Ved ”bygrænsen ” til Pauanui fik vi allerede fornemmelsen af, at dette var et rigtigt feriemekka, partycentrum og de riges ”Løkken” eller noget, der minder om. Vi fandt ”The Glade Motor Camp” hvor Jules efter mange besværligheder havde booket en campingvogn til os. Den tilhørte en ”fastligger”-dame (det så i det hele taget ud som om de fleste havde faste vogne/hytter dér), der ikke skulle bruge den selv før midt i januar, og hun ville leje den ud for 100 dollars om dagen. Det varr let tjente penge for hende, lige ned i foret, og campingpladsen var som sådan ikke involveret, for de ville ikke have noget med pengene eller aftalen at gøre, men de bød os meget velkomme, og vi måtte benytte alle faciliteter. Så en god deal for damen, og nok også heldigt for os. Efter megen research (vi havde ledt en del på nettet hjemmefra, og Jules havde også været i gang) viste det sig at være ret svært overhovedet at finde noget at bo i i dette område, og der var nok mere at vælge imellem i byen på den anden siden af indløbet – Tairua – men det var trods alt 25 min. kørsel eller en tur med den lille færge hver gang vi skulle se Steffen og Jules, så det var lidt meningsløst.
The Glade lå da også i den modsatte ende af Pauanui i f.t. dem, men det var overkommeligt.

Vi tog et hurtigt kig på campingpladsen, der var ret overfyldt, men det hele så okay ud. Campingvognen lå sammen med en tilhørende lille hytte (skur, nærmere), og der var en dejlig lukket terrasse foran, hvor man kunne holde øje med det hele og samtidig være lidt i fred. Overfor lå bygningen med køkken, toilet, vaskerum og – hurra – et ”babyroom” med et stort badekar. Desværre lå også affaldsstationen lige overfor, hvilket vi havde stor fornøjelse af hver morgen, når skraldebilen kom! Faktisk syntes drengene, at det var ret spændende – vi andre kunne nu godt have undværet det.
Tæt på campingvognen var også legepladsen, hvor Aske selv kunne gå hen, og et absolut plus var pladsen direkte adgang til den fantastiske strand, som er et af trækplastrene her i området. Der var store træer og skygge om formiddagen, og masser af sand og sjove skaller, som drengene kunne rode med.

Efter lige at have checket forholdene ud, tog vi over for endelig at sige hej til Sebastian, Steffen og Jules. Det var vildt dejligt at møde dem efter al den snak og alle forberedelserne og i det hele taget efter alle de år, der er gået siden vi så dem sidst.

Vi sludrede lidt og blev så enige om, at vi skulle se at blive installeret på campingpladsen og se om vi kunne få Malthe til at snuppe endnu en lur. Der var gået lidt kludder i Steffen og Jules husplanlægning, for de troede, at de kom til et tomt hus, og så var der i stedet Jules’ anden fætter, bror til ham, der ejede huset, og hans familie med 4 børn… en anelse crowded, syntes de, men de klemte sig sammen, og det gik fint (det var nu også et rimelig stort hus med mange sengepladser og et lille anneks). Den store familie ville blive nytårsaften med og så rejse næste dag – passende, eftersom Steffen og Jules’ venner Dan og Anna skulle komme d. 2. januar.
Nu er vi jo lidt vilde med nytårstraditioner og tager det en smule højtideligt, så vi var lidt spændt på, hvilke planer, de andre havde. Vi havde misforstået indkøbene lidt, så vi aftalte at vi skulle prøve, om vi kunne skaffe lidt kød og brød til at bidrage med, og så ville det bare blive stille og rolig afslappet BBQ med hvem der nu end måtte være der (vi vidste ikke helt med fætteren).

Her er det på sin plads med en lille beskrivelse af Pauanui: Egentlig en flække opstået på baggrund af de efterhånden fremgroede (hvor køber man mon frøene??) sommerhuse – højst sandsynlig p.g.a. de store smukke brede strande (som der jo ellers er mange flere af i NZ, men lad nu det ligge). Pauanui ligger ud til et indløb til den ene side og ud til det store hav på den anden. Vandet er ubeskriveligt klart og der er ikke en sten på bunden, højst smukke muslingeskaller. Byen som sådan har ikke meget at byde på – et lille butikstorv med et par take-away shops, et par caféer, lidt andet krims-krams og en lille købmandsagtig butik med de mest uundværlige fornødenheder til undværlige priser. Og så et lægehus, hvilket skulle vise sig at være ret behændigt.

Modsat butikstorvet lå de riges legeplads… en privat flyveplads fyldt med små privatfly og opvisnings(blærerøvs- om man vil)fly. Ud til flyvepladsen lå nogle enorme kasser til sommerhuse, og nogle af dem med tilhørende flygarage! Så er man godt nok rig, og så er man godt nok pjattet med ”fy’giner”! Det var nu meget underholdende at se på, og Malthe, som er bidt af alt, hvad der kan flyve var helt høj i al den tid vi var i området – luften var ganske enkelt tyk af små privatfly og helikoptere. (Og hver gang - uden undtagelse - én var over os, kom et skingert udbrud fra Malthe: ”fy’gine, topter…!) Ud over alt det luftbårne, var der også gang i alle mulige børnemotorcykler, alverdens sære køretøjer, og i det hele taget hvad man kan forestille sig af dyrt legetøj… for ikke at tale om bådene, jet-ski, kajakker, vandski etc. Der var sågar et lille område ved navn ”Waterways”, hvor de havde en lille privat havn, hvor man i stedet for indkørslen til bilen havde sin båd parkeret udenfor sommerhusdøren – i vandet, altså!

Nå, men så var der et par parker, et par legepladser, et par golfbaner, og så er det vist dét! Og så summede byen på denne årets sidste dag, som vor Margrethe ville have sagt det (savnet som bare sådan en nytårsaften… da hører hun jo ligesom til!) af kåde unge mennesker (ikke dén alderskategori, vi hører til, selv om vi også må betragtes som unge, altså for nyligt, i hvert fald, hvis vi da selv skal sige det….) med klirrende flasker og højt humør.

Her i dette beachpartymiljø med kun lille tilhørende købmand skulle vi så forsøge at finde bidrag til aftenens udsøgte nytårsmiddag… håbløst, kunne vi sige på forhånd. Men efter en lang kø med egnens unge iført sixpacks, fik Henrik kløerne i en omgang marineret oksekød og nogle Panini-brød. SÅDAN, derhjemme! Sådan kan nytårsindkøbet klares kl. 16!

Malthe faldt aldrig i søvn igen – hvorfor skulle man det?! Så ved 17-tiden begav vi os omklædt – det var vel nytår! - over til Steffen og Jules, desværre i bil, da vi ikke helt vidste, om strækningen kunne klares til fods men i hvert fald kunne regne ud, at vi ikke ville kunne få Aske til at gå hverken 10 meter eller 10 km midt om natten. Chaufføren var selvskrevet… Den noget højre-venstre-konfuse kvinde i familien var stadig ikke kandidat til at køre bilen, så det levnede lidt større mængder champagne til fruen!! Jubii!!

Nu var Sebastian stået op fra sin middagslur, og vi fik lejlighed til at hilse på vores 19 mdr. gamle familiemedlem. Han er en nysgerrig dejlig blond fyr med tydelige gener fra fam. Sørensen. Faktisk ligner han og Malthe hinanden lidt, bortset fra øjenfarven.

Jules’ fætter og storfamilie havde ingen planer, så de blev og deltog i nytårs-BBQ. Det var hyggeligt endelig at være sammen med fam. Soerensen, og Aske og Malthe befandt sig godt i sommerhuset og blev underholdt på fantastisk vis af fætterens kones drenge på ca. 8 og 12 år. Aske havde været noget bekymret for, hvordan han skulle tale med dem alle, men inden vi så os om, gik han i enden på dem, og de legede fange, spillede fodbold og havde det skønt. Det var et par super søde og tålmodige drenge, så vi mærkede faktisk ikke meget til vores egne guldklumper dén aften. De blev nu heller ikke tvunget i seng – det var trods alt nytår, og i øvrigt syntes vi de bare skulle have lov at være omkring os, så længe de kunne overskue at være vågne. Nu har det jo aldrig været et problem, der har plaget Malthe, det dér med at holde sig vågen, - han er jo for some reason den fødte festabe, der lukker og slukker – men Aske plejer at gå ud om et lys, og endte da også noget inden kl. 24 i dyb søvn på en sofa, glad og godt tilpas, og i øvrigt svært tilfreds med, at hans omstrejfende forældre havde tænkt sig at slå sig ned i ca. 12 dage – give & take – på samme plet! Malthe blev ”tvunget” ned i sin klapvogn og sovepose til udsigten af raketter, og sov efter lidt trillen og vuggen kort før kl. 24.

V andre havde en ret stille aften – nok den mest stille nogensinde, på nær da Aske var helt lille. Vi sad ude lige ind til midnat – det er jo i sig selv noget usædvanligt for os kuldskære danskere, der da også måtte iføre os trøjer i løbet af aftenen. Der var lidt fyrværkeri på himlen i løbet af aftenen, men ikke overvældende meget, og omkring midnat blev der efter sigende fyret en del af på stranden. Vi ville ikke gå derned p.g.a. sovende børn, men dar var der også en noget stigende aktivitet på himlen over os.
Da klokken slog 12 (hvor var rådhusklokkerne og ”Kong Christian”??) var vi rykket inden døre, fætter med familie var gået på stranden og vi 4 UNGE hoppede ned fra stolene og skålede i et enkelt glas ”Smirnoff Ice”. Vi forsøgte at SMS’e hjem for at meddele, at vi nu var hoppet ind i det herrens år 2006, men det lykkedes af én eller anden grund aldrig (opdagede senere at det var en god idé at trykke sig ud af NZ og ind i Danmark, også når man text’er, som det hedder her!). Kort efter blev der gabt fra alle sider, og vi puttede børnene i bilen – vores skønne Toyota Camry, som vi efterhånden havde fået ejerfornemmelser over… - og kørte mod ”the Glade”, hvor vores dyrtkøbte campingvogn holdt og ventede på sine nye gæster.
Vi havde ikke rigtig nået at få os smart indrettet, så vi endte med et barn og en voxen i hvert ”rum” (skur og vogn – ikke at forveksle med skurvogn!), og måtte så se, hvad vi kunne udtænke næste dag til resten af dagene dér.

Det blev en noget anderledes nytårsaften – hyggelig, stille og rolig! Når man er langt væk hjemmefra – så langt, som man kan komme – både savner man det velkendte og samtidig nyder at gøre noget helt andet. Traditioner løber ingen steder, og selv om et par tanker bliver sendt hjem på den anden halvkugle, er det vel også det anderledes, det handler om?!
SKÅL OG GODT NYTÅR, KONG CHRISTIAN!

Næste morgen var vi parate til at udforske vores nye ”hjemegn”. Efter morgenmaden kiggede Steffen, Jules og Sebastian over til os for at se, hvad det egentlig var for en bolig, de med nød og næppe havde skaffet os. De havde gået langs med stranden, hvilken sagtens kunne lade sig gøre, og især med et barn i klapvognen (man gik på en bred græsplæne hele vejen langs med stranden), men vi havde flere gange oplevet, at Aske gik helt kold, når vi skulle gå lidt langt, og det var super anstrengende at lokke ham af sted. Vi havde enkelte gange været nødt til at proppe dem begge i klapvognen – og det led den lidt under – og Aske syntes det var viiildt uretfærdigt, at Malthe altid måtte sidde ned (hvilket han i virkeligheden slet ikke ville – ”dern’ då sææææl!!!”, men det er en anden historie). De var helt nye toner fra Aske, for hjemme i DK har han altid været ret god til at gå, og vi har ikke brugt vores ”kiddy board” ret meget. Vi var nu begyndt at bemærke, at han ofte var træt og ikke orkede, når vi skulle bevæge os lidt, men eftersom fx en spændende legeplads kunne vende op og ned på ”ugideligheden”, mente vi at det kunne tilskrives de mange oplevelser og flytten rundt, og så måske også forkølelsen, der langsomt var ved at vende tilbage.
Nå, i hvert fald kunne vi regne ud, at vi kun kunne spadsere over til S & J på en top god dag i medvind og med en stor is i hånden, hvis Aske også skulle spadsere.

Vi fulgte nu S & J på vej for at se, om vi kunne finde en legeplads, og vi skiltes på halvvejen med aftalen om, at komme over til dem sidst på eftermiddagen medbringende lidt aftensmads-tilskud.
Vi gik ad stranden hjem, og især Aske og Lunde gik med næsen i sandet, benovet over sten, skaller, sneglehuse og andet godt. Vi var enige om, at her kunne vi tilbringe mange timer. Det var fuldstændig lavvande, så stranden var vældig bred og fyldt med ting og sager.

Pludselig stoppede Henrik op og råbte ”HAPPY NEW YEAR!” – kl. var 12 frokost og dermed nytårsaften derhjemme, og igen gik tankerne til den anden siden af verden. Vi fik et gruppeknus og bad et forbipasserende par om at fotografere os, så man kan se præcis hvor, vi opholdt os, mens vores kære familie og dejlige venner sprang ned af stolene derhjemme iført champagneglas, glimmer og hatte og deres stiveste puds…. (nej, der er ikke hjemvé at spore, blot en lille reminder om, at hjemme også er godt, ikke mindst fordi vi er omgivet af de bedste mennesker man kan ønske sig. Faktisk følte vi os meget heldige, lige præcis i dét øjeblik, fordi vi stod i soltop og bare ben med bjerge – ja ja, da, bakker! – blåt hav og palmer omkring os og tænkte på Danmark, så dét…!).

Vi nåede broen, hvorfra hvis så frem i fald det ikke er så meget lavvande, at der skal skubbes, den lille færge til Tairua regelmæssigt sejlede. Det var i ”vores” ende af stranden, så vi travede det sidste stykke hjem med trætte børn, der nok var lidt mærkede af de sene timer aftenen før.

SØVNEN er et kapitel for sig!! Malthe, det lille natteroder har haft gode og dårlige nætter, men i gennemsnit flere gode end derhjemme. Især sov han dejligt på Fiji (en rimelig god grund til at have været blevet dér!), og her i NZ svinger det. I tiden i Pauanui skulle det vise sig at være Aske, der vågnede mest. Han vågnede ofte, fordi han frøs, så skulle han tisse, og det måtte man gøre på fællestoiletterne, som han ikke turde at gå over på halvt i søvne alene ude i mørket, så én af os måtte op og tisse med, og så frøs vi alle først, og så ville han ligge hos én af os for at få varmen, og så kunne han ikke få vejret for snot etc. etc. Malthe sov bedre, men han lå også i armhulen hos én af os hele natten. Det var noget værre rod med nattesøvnen dér. På en måde var det fint at have ”to rum”, men det var bare så usmart for os, at de ikke var forbundet, så enten skulle børnene sove for sig selv i dobbeltsengen i ”skuret” bag lukkede døre, og vi ville være bange for ikke at høre dem fra campingvognen, eller for at de skulle vågne op og ikke kunne finde os. Eller også skulle begge døre være åbne, så vi gensidigt kunne høre hinanden, men så der til gengæld var fri adgang for div. kryb og andre ubudne gæster – for ikke at tale om nattekulden, der i forvejen for lukkede døre var nærmest ulidelig. Vi STORFRØS om natten, især i campingvognen, og måtte derfor låne dyner til at putte udenpå de famøse fleecesoveposer, der hjalp som en skrædder i helvede (eller hvad det nu hedder). Det skal så lige siges, at vi den andensidste dag i et lille bagvedliggende skur fandt en el-radiator, som kunne have gjort stor gavn, hvis vi havde fundet den noget før.
Sidste mulighed var dén, vi meget mod vores vilje valgte: Vi sov fortsat som nytårsaften, altså et barn og en voxen i hvert ”rum”. Malthe i dobbeltsengen, hvor han kunne ligge ved væggen – han sover møg-uroligt og ville helt sikkert trille ud af de smalle enkeltsenge i campingvognen. Her var varmest og madrassen var bedst – dermed ikke sagt god! Campingvognen var som sagt meget kold, og sengene elendige, smalle og med umådelig ringe madrasser – og ifølge Lunde ildelugtende! Vi voxne skiftedes lidt til at sove i henholdsvis skur og vogn, dog blev Lunde nok forkælet lidt med extra nætter i dobbeltsengen for at skåne ryggen en smule – så meget som det lod sig gøre. Den har 7-9-13 opført sig rimeligt alt taget i betragtning, men efter efterhånden mange nætter i dårlige senge dukker der noget ømhed op, som ellers ikke har været så slemt.
Nå, men børnene blev puttet sammen – i sig selv et dårligt fænomen, når man har én, der egentlig normalt falder hurtigt i søvn, og én, der gerne vil feste og som har bedst af stramme rutiner og ”ingen kære mor”! Det er så lig med laaange putteseancer og hat og briller og enten en masse formaninger om ”lad nu hinanden være, vær nu stille, NU skal I altså sove, bliv så i sengen, Malthe (slaraffenland for ham at komme ud af tremmesengen!)” etc., eller også ”okay, så ligger jeg hos jer”, hvorefter den uheldige mor eller far falder i søvn – og det var så dén aften!! Når så det kort efter er voxensengetid, bæres Aske ind i sengen i vognen, og så bla bla bla…

Pyh, som sagt et kapitel for sig, og én af grundene til, at vi ikke følte os helt godt tilpas på denne campingplads.
Og så var der i øvrigt støjniveauet: Nytår, okay! Nogen må vel have lov at feste. Men det skulle i løbet af dagene vise sig, at det ikke kun var friske hip-hop-rytmer, der holdt os vågne og irritable, men også ”de ældre” fastliggere, der natten igennem hørte gamle slagere, som der lystigt blev sunget med på. Hyggeligt og alting, og de havde jo trods alt ferie og det hele, men øv, altså, når nattesøvnen nu lige ikke var den mest stabile af slagsen!!

Nok om det!
Dagen i Pauanui gik med BBQ sammen med Steffen og Jules, og deres venner Anna og Dan og lille Charlot, ture på stranden – vores ”egen” eller i den anden ende, hvor bølgerne var fantastiske til boogie-boarding (for dem, der var til dét!), og sandet var dejlig blødt, klipperne smukke, omgivelserne grønne og frodige, og hvor der var pragtfulde lune pytter som de små kunne rende i. Igen glædede vi os over indkøbt våddragt til Aske, for han plaskede konstant, og var heller ikke helt bleg for det vilde hav og de store bølger. Vi havde nogle fantastiske dage sammen, hvor ”de mest modige” (d.v.s. ikke Lunde og Malthe!) sejlede på bølgerne på boards. Aske fik smag for det, med hjælp fra sin far, på trods af, at bølgerne et par gange overmandede ham. Hvis Aske fik smag, blev Henrik bidt. I mange år har han ikke været til at lokke i havvand, der var under 30 grader, hvilket det jo ligesom sjældent er, og nu i dette faktisk ikke specielt varme vand var han en fisk, et legebarn en vandhund, en haj eller hvad nu! Han var ellevild med at boogie-boarde, og var slet ikke til at stoppe! Aske syntes det var lidt svært, så ind imellem fortrak han til de små pytter, men farmand kunne ikke stoppes! Dejligt at få endnu nogle gode vandoplevelser (ud over de varme pools i Matamata!)

Malthe havde sjovt nok rimelig respekt for det store hav, og følte sig på ingen måde fristet til at løbe ud i det men blev pænt i vandkanten. Han er vist mere en sopper! Lille Sebastian var ret frygtløs og helt fortrolig med vand – de bor jo lige ved stranden i Wellington, så han har hele sit lille liv været vant til at bade i havet – en rigtig lille fisk. Så han var bare i fuld gang på stranden, både i pytter og i det store hav, og havde han fået lov, havde han gerne givet sig i kast med boards’ne.

Vi var også et par ture i Tairua på den anden side af indløbet. Her var der lidt flere butikker og caféer/restauranter, og en legeplads ved stranden (aldrig har vi været på så mange forskellige legepladser). Èn morgen tog vi den lille færge sammen med fam. Soerensen (en ca. 5-10 min. tur, alt efter om den skulle omkring en anden bådebro i Tairua – det virkede sådan lidt tilfældigt) og spiste lidt brunch på en café. Det var en spøjs oplevelse med den by, for hver sommer blev indbyggertallet mangedoblet, og alligevel gik lokalbefolkningen helt i sort over alle de mennesker (og det var altså ikke uoverkommeligt mange…). I supermarkedet kunne de ikke følge med, og på caféen, hvor vi spiste, måtte de lige lukke køkkenet ind imellem nogle gange om dagen (tilfældigvis da vi var der), for at kunne følge med… der sad nok nogle ved hvert 2. eller 3. bord, max! Nå, skidt pyt, men det var da lidt sært!

to be continued

Australien opdateret 20 feb.2006

2006-02-23T22:28:00.000-08:00

AUSTRALIEN D. 2. FEB. – D. 6. MARTS 2006

Melbourne:

Thank you for flying with Quantas Air…
Blød landing i Melbourne lufthavn. Allerede på vej ud af flyveren begyndte Aske at lave kænguru-hop (efter endnu et “thank you, bye-bye” til the cabin crew!).

Nå, hva’ så her?? Egentlig var vi jo kommet 4 dage for tidligt, og egentlig ville vi gerne prøve ”campervan-udgaven”, men umiddelbart virkede det urimeligt dyrt, og selv om vi jo brugte en del penge på bil og bolig i New Zealand, var der stadig et pænt stykke vej op til campervan-prisen. (Bil: ca. 55$ pr. dag incl. extra forsikring, hytter: ml. 50 – 100$ pr. dag. Campervan: mindst 200$ pr. dag for én, der var lige lille nok, og dertil kommer campingplads til bilen: ca. 30$ pr. dag). Det var simpelthen for mange penge extra for at have et hjem med på hele vejen. Det havde nok været mere trygt for drengene, men egentlig vænnede de sig fint til de mange nye hytter i NZ (som nok når det kom til stykket var mindre primitive end en campervan), så det gik vel nok igen. Ydermere var vi blevet inviteret til at bo hos én af Henriks gamle bekendte fra Melbourne, så dér ville vi ikke få brug for den. Altså: ingen campervan, men i stedet modellen fra NZ med en rimelig bil, gerne den samme slags, og en dyb indsigt i Austaliens udbud af campingplads-hytter.

Vi skulle selvfølgelig først lukkes ind i landet, og efter at have stået længe i kø ved paskontrollen i selskab med en flyankomst fra Singapore og fra Shanghai (hvor Malthe igen blev genstand for fnisen, hovedklapperi og vinken som var han en lille nuttet hundehvalp) med et par forholdsvis tålmodige børn, gav Malthe sig til at skrige på et meget velvalgt tidspunkt, lige netop da en betjent kom forbi. De havde valgt ikke at lave familievenlige køer som i Auckland lufthavn, men den rare uniformerede mand så og hørte, hvad vores yngste søn var ved at starte op, og vinkede os foran, så vi kom straks kom til paskontrollen.

Al bagagen dukkede rimeligt hurtigt op på båndet, og da vi stod og baksede med div. tasker, kom igen en savlende Beagle-hund forklædt som sniffer-dog og snaskede i min taske. Der blev nu ikke gjort voldsomt meget ud af det – vi var enige om, at det nok var frugt fra tidligere, den kunne lugte.
Modsat alle andre lufthavne blev vores bagage i øvrigt overhovedet ikke chekket, gennemlyst eller andet. – meget usædvanligt. Så alt i alt var alle de kedelige ting nogenlunde hurtigt og smertefrit overstået.

Og så stod vi så dér i ankomsthallen, ca. 2 timer bagud og igen med trætte børn og ingen bil eller hjem! Denne gang havde vi dog en lidt tydeligere idé om, hvad vi ville.
Først og fremmest skulle vi have skaffet et mobiltelefonkort og sprang strax på et Vodafonkort, som for 59$ skaffede os telefoni for 230$ i en måned – og vi måtte jo erkende, at vi brugt en del penge i NZ på små portioner telefoni, eftersom vi ringede rundt for at booke bolig og diverse, og ringede/SMS’ede med Steffen og Jules, så nu ville vi én gang for alle have gode ringemuligheder. DERFOR!

Derefter ind i næste lufthavnshal, hvor udlejningsbilerne havde hjemme. Og nej, stadig ingen store biler, minibusser eller mobil-homes blev smidt i nakken på os, så vi endte med at leje en bil nogenlunde magen til Camry’en i NZ – vi havde trods alt en del erfaring i at pakke den og vidste, at den kunne rumme os og alle vores sager. Vi lejede igen hos Avis med familierabat (tak, Penne) og hvad der ellers kunne presses ud af dem, og aftalte at vi lejede den for 32 dage med aflevering i Brisbane og med mulighed for at afkorte lejemålet, hvis vi fandt på noget andet. Umiddelbart kunne de ikke skaffe en sådan bil dén dag, men pludselig dukkede en bil op, der lige skulle klargøres, så hvis vi bare kunne vente et par timer… Sure thing!. Vi gav den efterhånden overtrætte Malthe et seriøst håndkantslag i klapvognen, og gik ovenpå hvor der var fast føde (eller bare fast food) at finde. Henrik var ved at blive hooked på japaner-mad, og lufthavne var åbenbart et godt sted at finde det, så han gav sig i kast med en gang sushi.

Så fik Henrik ringet til både Danny og Paul, som begge var klar og havde åbnet armene for at tage imod os. Det var torsdag, og Danny inviterede os til at komme fredag efter arbejde og blive over weekenden. Han havde forinden via mail anbefalet en campingplads i Melbourne – ok kvalitet og til at finde – og tæt på hans mor. Så havde vi et sted at gå efter den første dag. Det var kun godt middag, så vi ville gerne være et sted, hvor det var til at hænge ud og underholde drengene uden alt for store anstrengelser.

Kl. 1pm hentede vi en guldfarvet Toyota Camry, som vi strax og med stor rutine ”flyttede ind i ”. Malthe blev vækket og installeret i sin nye autostol (som vi skulle betale for her – dét gjorde vi ikke i Auckland). Heldigvis er han ikke så slem at vække, han bliver hurtigt frisk, og især når der sker noget omkring ham, så som ibrugtagning af ny lejebil.

Vi rullede ud af lufthavnsområdet, og Henrik stoppede for lige at checke for buler og ridser, vi ikke ville hænges op på – og han fandt en del store ridser og et par buler, så vi kørte tilbage til Avis for lige at sikre os, at de havde set skaderne. Det var ok, så vi satte kursen mod Coburg – en af de utallige forstæder til Melbourne. Vi fandt uden besvær Melbourne Big 4 Holiday Park, og fik tildelt en lille hytte med brunt inventar (det er ofte stilen), lille køkken og ingen toilet – men det var lige overfor, så no worries…

På pladsen var en ret stor og indhegnet legeplads og en rigtig flot swimming pool: Lille babypool i sammenhæng med stor pool med indbyggede bænke og spa – og liggestole – et fænomen, man ikke er bekendt med omkring pools’ne i NZ! Så vi var godt tilfredse og afslappede!
Henrik ringede til Danny og aftalte nærmere (vi fik koden til huset og fik at vide, vi bare kunne lukke os selv ind, hvis vi kom først den efterfølgende dag. Det er godt nok hvad man kan kalde gæstfrihed: Manden har ikke set Henrik i 16 år, og aldrig hans kone og børn, og så værs’go, gå bare ind og føl jer hjemme!!)
Bagefter ringede han igen til Paul og inviterede ham ud til os på campingpladsen til øl, som han selv skulle medbringe… Han boede 4 km væk, så han ville strax komme. Paul bor tilsyneladende i et nedrivningsværdigt hus med meget få møbler (han er gennemgående en meget nøjsom single mand), så han ville ikke invitere os til at bo hos ham.
Lidt senere, da Malthe, Aske og Lunde plaskede rundt i poolen, dukkede han op med lun ”Aussie-mad” (pies…) og øl (og juice til drengene – meget betænksomt)
Vi kom op af det faktisk ret kolde vand (vejret var egentlig heller ikke det mest fantastiske!) og fik indhentet snik snak med Paul (han besøgte os i august, så det var ikke længe siden, vi havde set hinanden, og han var én af de få fra Henriks ”gamle dage”, som Lunde havde mødt). Vi gik på legepladsen med en tår øl, og Paul fortalte, at han desværre den næste dag måtte til Sydney for at sejle et mesterskab – han er dedikeret sejler og deltager ofte i konkurrencer, hvilket er én af grundene til, at han ofte har været i Danmark. Surt, for det var ikke sikkert, at han kunne nå at se os mere – det afhang af, hvor langt han ville nå i konkurrencen. Måske kan vi finde ud af at mødes i Sydney, hvis han stadig er der til den tid.
Paul hev Melbourne/Victoria-kortet frem og gav os gode råd om, hvor vi kunne tage hen. Så kørte han og Henrik ud for at handle, så vi lige kunne klare os til morgenmad næste dag – Paul insisterede på at betale, for at vise lidt gæstfrihed (pænt af ham!), og så sagde vi farvel til ham… han skulle på en date, og det ville vi på ingen måde forhindre ham i!

Så var den første dag i Australien ved at være ovre, og vores meget trætte drenge blev puttet i deres køjesenge. Deres meget trætte mor, der ellers sjældent falder i søvn i utide, måtte overgi’ sig i armene på Malthe – hvem, der sov først, ved ingen!
Henrik nåede at ringe til Aage Zachariassen, som er en kær bekendt fra gamle dage i Melbourne. Han og hans søn Peter, der også bor i omegnen af Melbourne var aktive (D.v.s. Peter daværende formand, Aage næstformand) i ”Den danske klub”) Henrik kom den gang meget i deres hjem, og betragtede Aage som en extra bedstefar. Han har altid talt meget om dem, og der ingen tvivl om, at de betød meget for ham. Nu vidste han faktisk ikke hvordan det gik med dem, og om de var til at støve op, og om Aage overhovedet var i live. Men jo, spillevende var han! Henrik fangede ham på vej ud af døren på 4 dages fisketur med sønnen Peter. Øv øv øv! Det lige i de dage, hvor vi var omkring Melbourne! Nå, bare ærgerligt, Sonny boy, vi måtte jo se, om der var noget at gøre, når de var vendt hjem.

Næste dag, d. 3. feb., sad vi i den atter tætpakkede bil, og skulle beslutte os for hvor og med hvad vi skulle bedrive tiden med, inden vi skulle syd på til Danny og Jewil i Pt. Lonsdale. Dét der med for meget kørsel i storbyen var ikke lige sagen, og egentlig var der ikke noget i centrum, vi absolut måtte opleve – i hvert ikke børnevenlige attraktioner. Vejret var lidt blandet, men ikke varmt og dejligt strandvejr. Så vi besluttede os for at tilbringe hele dagen i Melbourne Zoo, så vi strax kunne få tilfredsstillet Askes nysgerrighed m.h.t. sære dyr som kænguruer, koalaer, wombats, næbdyr (playtypus), lizards og andet godt.
På vej derhen nåede vi at køre et par omveje, fordi højresving ikke er så ligetil – endsige mulige, men vi fandt da frem. Det viste sig, at de var ved at bygge hele zoo om, højst sandsynligt til det bedre, men de havde så valgt at vende det hele på hovedet (okay, det er trods alt også den sydlige halvkugle…), og en del af dyrene var gemt af vejen, fordi de ikke var så vilde med gule gravkøer og den form for muh’en. Desuden var det helt umuligt at finde rundt, da ingen kort eller skilt længere var gyldige, men vi havde ikke travlt, og nussede stille og roligt af sted, mens det blev tid til en middagslur for Malthe.

Vi har ikke et øjeblik fortrudt, at vi tog den gamle klapvogn med. Vi var lige ved at købe en ny mere letvægtsagtig og mindre fyldig én hjemmefra, men de er ikke nemme at sove middagslur i i 4½ måned. Med denne kan han bare sove hvor end vi er, og ja, han gik da glip af lidt dyr i zoo, men skidt pyt. Steffen og Jules var ”lammede” ml. 12 – 14, hvor Sebastian skulle sove (han sov indenfor), og hvis det også havde været tilfældet med Malthe, havde vi ikke kunnet rejse, ganske enkelt. Han sover da heller ikke altid, når det passer os, og han er jo udpræget festabe, der helst ikke skal gå glip af noget, men det lykkes da næsten hver dag at få ham til at sove. Vi har så måtte indse, at han ikke længere har brug for 2-3 timer, men 1 time, ligesom helst ikke for sent på dagen er fremmende for sengetiden om aftenen.

Tilbage til Zoo: Det var en ok zoo, hvor dyrene havde rimeligt med plads, selv om ombygningen gjorde det hele noget rodet og uoverskueligt. Vi fik set fantastiske bjørne, præriehunde (sådan én vil Aske gerne ha’!), leopard, panter, 5 store hanløver, kæmpeskilpadder (ikke fyldt chokolade), zebraer, giraffer, og hvad der ellers er i sådan en zoo. Og det var alt sammen meget fint, men hvor var de australske dyr??
Endelig nåede vi til kænguruerne, der ikke fandt nogen anledning til at bevæge sig for meget omkring, men lå i stedet langt fra os under et træ eller stod fastfrosne og stirrede på os. ”HOP, HOP NU”, råbte Aske. Han ville gerne ha’ lidt action, og helst med babyer i pungen og med halen i spiralform! Endelig småhoppede nogle stykker, og Aske var henrykt! Hvor er de altså søde at se på, sådan nogle.
Næbdyret gemte sig i i vandet i en mørk hule, og wombat’en, som viste sig at være et natdyr puttede i sin sødeste søvn i en hule under jorden – bag glas og på ryggen. Man kunne dog udenfor se en enkelt stikke hovedet ud af sit jordhul, men stadig i dyb søvn. Og så var der koalaerne, som skulle være den store attraktion: Der var umiddelbart kun to i et par små træer, og de havde så valgt at sidde med ryggen til dén dag, så dem fik vi ikke rigtig noget indtryk af (så kan vi lære det, kan vi, når vi sådan hiver dem i bur langt væk fra den natur, de hører til!!)

Reptil-huset var ret imponerende, og vi fik set lidt krokodiller, leguaner og slanger, hvilket ikke er helt umuligt at støde på her i landet. Vi så også baby-krokodiller, som jo faktisk er helt nuttede.

Elefanterne var i et fantastisk miljø, der skulle forestille et mini-Thailand, med små udstillingsbutikker, Thai-musik og en masse information om deres oprindelige miljø. Vi så et par stykker, hvoraf den ene var i gang med at male et maleri med snablen, hvorefter den malede dyrepasserne på ryggen.

Men den absolut optimalt imponerende oplevelse var sommerfuglehuset. Her vrimlede de smukkeste sommerfugle om ørerne på os, nogle almindelig i størrelse, andre gigantiske, så de faktisk så ud som om de dårligt kunne bære deres egen vægt. Man kunne komme helt tæt på dem, og nogle af dem satte sig på os. Malthe gjorde hvad han kunne for at fange dem, alt imens han sang en sommerfuglesang (han er begyndt med stor præcision at synge en hel masse. Han synger sammen med Aske sange fra SKRÅL! – en DVD fra DR med børn der laver deres egne sange og video’er – han synger, når vi kører bil og lige inden han falder i søvn. Han rammer tonerne rimeligt skarpt og lærer nye sange utrolig hurtigt, dog ofte med vrøvle-text….) Lunde med fugle-fobien tenderede tics til sidst, da al den flagren lige blev en tand for meget…

Nå men det var dén zoo-oplevelse. En hel dag var gået, og det var blevet tid til at finde ud af byen og ned mod Danny og Jewil. Vi fandt hovedvejen og kørte gennem massevis af små forstæder, indtil Geelong, hvor vi skulle dreje fra. Geelong viste sig at være en rimelig stor by (og byen, hvor Jewil arbejder på universitetet). Lettere forsinket nåede vi frem til Landy Road, Point Lonsdale, hvor Jewil, som vi aldrig før har mødt, tog imod os med kindkys og åbne arme – Danny var også blevet lidt forsinket. Vi blev budt velkommen i deres utrolig dejlige hus, som er stort, lyst og venligt og smagfuldt indrettet. Samtidig er der masser af personlighed, pudsige ting, malerier, minder til at skabe hygge. Jewil introducerede os til ”vores” del af huset, som var så smart indrettet, at vi kunne få en hel ende med to værelser og bad/toilet for os selv – LUKSUS! Der blev disket op med lækre snacks, oliven, humus, brød etc., og vi kunne virkelig mærke, at vi var ventede. Selv ungerne var der tænkt på med små youghurt’er, saft etc. (Jewil og Danny har ikke selv børn – deres ”baby” hedder Rusty og er en 4 år gammel godmodig Golden Retriever).
Danny kom hjem, og Henrik og han udvekslede strax minder (det er åbenbart fra ham og Paul, man skal høre de gode historier fra de glade rejsedage i 80’erne…).

Fra begyndelsen gik snakken, og fra første dag følte drengene sig hjemme og var helt trygge ved dem begge – selv hunden Rusty blev de ret gode venner med, også Aske, som ikke er helt så tilpas med hunde. Malthe er mere frygtløs (ikke at der var det mindste at frygte), og var meget optaget af Rusty. Aske blev rigtig glad for Danny og rendte lige i enden på ham, når vi var ved stranden, eller sad og lænede op af ham i sofaen til ”Blinky Bill” (australsk børnetegnefilm om koalaer, kænguruer etc.). Også Jewil var han begejstret for og ville rigtig gerne hjælpe hende i køkkenet. Han hjalp med at bage den mest fantastiske ”lemoncake” (fik opskriften…uuhm!), og lavede også lasagne sammen med hende en dag.
Fredag, den første aften havde de købt ind til god australsk BBQ – kæmpe T-bone steaks, kængurubøffer og pølser til ungerne (som jo er køddrenge, som elsker en god bøf…). Vi sad længe oppe og sludrede, fik en del champagne, vin og baileys – der blev ikke sparet på noget. Det var superhyggeligt og der var masser at snakke om.

Ungerne sov dejligt på futon’en på Dannys kontor – måske var det første nat i laaang tid, hvor Malthe sov igennem (eller også var det næste nat?). I hvert fald sov alle rigtig længe, de voxne incl., men desværre vågnede Henrik sidst på natten med en grim migræne og måtte blive i sengen lidt længere. Da nogle af os havde fået morgenmad kørte Danny, Lunde, drengene og Rusty ned på en af de mange strande for at lufte børn og hund (de gør det op i ”dog-beach” eller ikke ”dog-beach”, og har endda patruljer til at cykle rundt og sørge for at hunde ikke luftes eller skider de forkerte steder…).
Aske fik lov at låne Dannys boogie-board, og fik et par ture, men han blev væltet af en bølge fra Tasmanien-færgen (Tasmanien Spirit), og mistede modet. Men alle fik rendt lidt krudt af på den fantastisk smukke store brede og næsten stenløse strand, og da vi gik ned til bilen, mødte vi Henrik og Jewil, der var kommet ud af fjerene for at slutte sig til os. Henrik havde det bedre, og Jewil var helt rørt over, at han trodsede hovedpinen for at være sammen med sine drenge.

De tog os med til en anden strand (blot længere hen ad kysten) ved fyrtårnet – det var den mest unikke strand med nogle ret specielle klipper (rocks ville man kalde det her) med nogle endnu mere sære huller med lunt vand og nogle gange helt eget plante- og dyreliv – nogle af dem med fisk, selv om pools’ne måske kun var 1 m2 store. Noget af stenlaget var en del af stranden, og der voksede nogle steder meget mærkeligt ”seeweed”, små kugler tang-agtige planter, som føltes som ”bobleplast” at gå på. Det er helt umuligt at beskrive disse strande, men de var i hvert fald indtagende med klart turkis vand og masser af albuerum og så de dér helt specielle klipper/sten med huller i. Henrik og Lunde havde som sædvanlig næsen i sandet for at se hvad stranden kunne byde på af skaller og sten… det var ikke meget, men der var dog en del store grønstribede sneglehus, hvori – på de levende – et låg sidder som en lille dør. Når sneglen/muslingen dør, falder låget ud, og man på indersiden er det fineste spiralmønster. Måske er de ikke så usædvanlige, men vi har aldrig selv fundet dem og er ret fascinerede af dem (”Cats eye” kalder nogle dem).

Vi tog op til en stor ny lækker legeplads, der lå lige over én af de åndeløst smukke strande, og hvor man kunne sidde og kigge på sine dejlige legende børn og havet samtidig med at man nød sin frokost hentet på den anden side af vejen – her lå nemlig en lille række caféer, take-aways etc. Så oplagt, så oplagt, så vi hentede sandwiches og kolde drikke og nød det skønne vejr, udsigten og det gode selskab.

”Hjemme igen” fik Malthe sig en lur, hvorefter de 3 store drenge begav sig ud på surferstranden med boogie-board, og de 2 piger og mindste-manden tog til Ocean Grove (nej, det var faktisk byen lige inden… husker ikke hvad shoppe-byen hed!) for at lure i butikker og handle. Der var de fineste små interieur-, delikatesse- og tøjbutikker dér, men man kunne vel styre sig…. (=købte ingenting!!)
En dejlig eftermiddag for alle (og nej, hav ikke ondt af Malthe, der skulle trækkes med pigernes shopperi – han bliver feteret og beundret alle vegne, og båder kvinder og mænd står på hovedet for at vriste et smil fra ham… og han spiller på det og er ikke det mindste genert, såå deeet…)

Vi fik igen superb aftensmad (lemon-garlic BBQ chicken og LEMON-CAKE), og endnu nogle flasker blev tømt. Danny introducerede os til Galliano’s Black Sambuca – noget man godt kunne blive forfalden til…
Det blev sent, og selv om Danny nåede en lur på sofaen sammen med Aske (som faldt i søvn på ryglænet med Jewil og Lunde knævrende hen over ham), og Henrik fik en skraver med Malthe, vågnede alle op igen, så vi kunne snuppe et par drinks mere. Mændene måtte dog gi’ fortabt (”Go’ tur hje-em…”), og pigerne blev oppe og ævlede om de store eksistentielle spørgsmål indtil ved 3-tiden. Resultatet blev derefter… det var ikke nemt at komme op søndag morgen.

Søndag – da Lunde endelig havde fået øjne – tog vi med Danny og Rusty på stranden, hvor Danny ville have sig en løbetur. Malthe, Henrik og Lunde soppede og rodede i sandet, men Aske spurtede efter Danny og Rusty og fulgte faktisk fint tempoet. Danny var noget overasket over så ”fit” og udholdende, han var (udholdenhed er ellers ikke lige hans stærke side – vi hører dagligt: ”jeg er sååå træt, mine ben gør ondt, jeg giiider ikke, av av av, mine sår er ømme, jeg kaaan ikke meeere, blablabla”. Men når han er motiveret, er han egentlig ret ihærdig – sådan er det nok for os alle – og det var vigtigt for ham at imponere Danny).

Søndag eftermiddag var vi i Qeenscliff til ”Hot Rod Show” – et samlingssted for gamle sjove seje sære biler, og deres ligeså spøjse ejermænd – nogle rigtig cowboydere og andre udpræget 50’er-retroer i polkaprikket outfit og lige klar til en gang jitterbug. Danny, der spiller en del tennis skulle lave hotdogs og burgers for tennisklubben på markedet, så vi aftalte at mødes med ham der, så han kunne lave frokost til os, og så vi kunne kigge os lidt omkring. Der var boogie-woogie musik live, og Malthe var dybt fascineret, og Aske kunne ikke få øjnene fra guitaren. Det var en ret sjov oplevelse, og stemningen var høj. Det hele foregik på et gammel fort med store kanoner pegende ud mod havet. Det var tidligere hærens bevogtning af bugten op mod Melbourne.
Da Danny var færdig med at servere junk food, gik vi en tur gennem Queenscliff og ned til den lille havn. Queenscliff er i modsætning til Pt. Lonsdale en gammel (i Australske øjne) by med smukke bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet. I havnen lå nogle fiskerbåde med en masse pudsige lamper foroven rundt langs båden. Jewil mente, det var blækssprutte-fiskerbåde. Vi kom forbi byens park, hvor vi for første gang så papegøjer – et syn som skulle vise sig at blive hverdagskost. De var går og lyserøde og meget søde at se på…

På vejen tilbage gennem byen købte Henrik et boogie-board til Aske – ét med en stor drage på…. Han var henrykt og stod midt på fortovet og hoppede og råbte ”mit helt eget board, mit helt eget board!!”
I et par af byens kirker var der givet op overfor religionen og i stedet installeret second hand/junkmarked. Her fandt vi et haveskilt, som vi forærede Jewil og Danny. Der stod: In this house lives one spoilt dog…” For det var lige hvad Rusty var, ingen tvivl om det!

På hjem igen kørte vi lige ned forbi en lille fiskerhavn, hvor gigantiske pelikaner holdt til. Pyh, hvor er de altså store, sådan nogle, og lige så sultne som måger… De vuggede rundt og vendte på, at en fiskerbåd skulle komme ind med snacks til dem. Deres næb er – som vi jo alle ved fra Rasmus Klump – enorme og med plads til flere flyttelæs. Men deres øjne… de er ganske enkelt så store og kuglerunde som tekopper!! Imponerende dyr, dét skal de ha’, men godt nok også lidt skræmmende.

Hjemme igen gik Jewil og Aske i gang med at lave, hvad Aske mente var den bedste lasagne i hele den store Verden. Og vi andre var tilbøjelige til at give ham ret! Han åd og åd, og næste dag til frokost åd han igen – selv resterne fra Malthes tallerken mente han ikke skulle gå til spilde!

Egentlig var det planen, at vi skulle have været videre i løbet af søndagen, men vi var alle enige om, at det var skørt, når nu vi alle havde det så dejligt. Faktisk mente Jewil, at vi burde blive til 14 dage senere, hvor hun skulle fejre sin 40 års fødselsdag i en yacht-klub for ca. 90 mennesker! Vi takkede nu nej, men lod os overtale til (det var egentlig ikke så svært!) at blive til tirsdag morgen.

Mandag skulle de begge på arbejde, og Jewil plejede at gå en tidlig morgentur på stranden med Rusty inden hun skulle til Geelong ½ time væk. Henrik, som er den absolut mest morgenfriske af os alle, tog med på stranden kl. 06.20 (pyh…) og gik en tur sammen med alle andre hunde-mennesker… Vi andre nød at blive under dynen – dog ikke Danny, som ilede af sted til Geelong, hvorfra han tog toget til Melbourne. Han arbejder for Det store casino ”The Crown” som arrangør af pokerspil og pokerturneringer rundt omkring i landet.

Da de begge var kommet ud af døren, tog vi til stranden igen – den helt fantastiske ”surferbeach” ved de spektakulære klipper, hvor vi igen gik på sten- og skallejagt. Henrik gav Aske nogle alvorlige trækture på boogie-boardet, og drengene fik sammen gravet en masse huller. Tiden flyver af sted på sådan en strand, og vi måtteindse, at selv om ingen af os egentlig er supersvømmere eller bølgeelskere, så er vi vilde med at være på stranden og gå og rode og soppe (det dér med at solbade er en saga blot når man har børn med… Vi har ikke en eneste gang ligget vandret på et håndklæde med solen brændende i øjnene og sveden piplende ned ad sidebenene… MEN VI KLAGER IKKE!) Faktisk var vi på stranden i flere timer uden at møde ret meget mere end 4 mennesker! Fluepapir?? Nej, ikke her!

Over middag mandag trillede vi ud for at finde et supermarked så vi kunne købe forsyninger til vores næste køretur og købe ind til aftensmad, som vi havde lovet at lave. Også Familien McDonough blev introduceret for frikadeller (fededæller, som Malthe kalder dem) – okse/hvidløg/champignoner, med vores favoritsalat (rucola etc.) og kartoffelmos. Danny kom susende ind af døren i sidste øjeblik, slugt maden sagde ”Uhm, uhm” en masse gange, og løb så ud af døren igen med tennisketsjeren under armen… vi var blevet advaret!

Den sidste aften blev stille og rolig. Vi lavede frugtsalat – ananas/melon/passion/ingefær – og Aske sad troligt oppe med røde trætte øjne og ventede på Danny, så han kunne sige godnat til ham. De havde helt klart noget sammen – det er virkelig ikke ret tit, at han bliver så ”klistrende”. Men det var helt fint… på trods af sprogbarrieren kommunikerede de fint, og Danny var god til ham – eller dem begge faktisk.
Vi fik et par drinks, og sov så sødt denne sidste nat i det skønne hus med dets skønne beboere.

Næste morgen – tirsdag – gik Henrik igen med på stranden kl. L… til en gang hundeluftning. Vi fik taget afsked med Jewil – store kram og med børnene løbende ud efter hende… trist, og aldrig rart at sige farvel efter en dejlig tid sammen. Vi samlet vores ting sammen og fik lavet lidt madpakker, og så var det tid til at sige farvel til Danny… og Rusty, selvfølgelig.
Vi håber SÅ meget, at de kan lokkes til Danmark en gang – det skulle nu ikke være helt umuligt, de er begge et par omrejsende eventyrlystne væsner.
SNØFT – bye bye you guys!

Vi sigtede mod færgen i Queenscliff, som lige havde forladt havnen, så for at for drive tiden til næste færge kom, kørte vi hen og kiggede på pelikaner. En fiskerbåd kom lige nøjagtig ind, så pludselig vrimlede det med pelikaner om ørerne på os – flyvende som flydende… Lunde var MEGET modig og fik studeret dem på nært hold. De kæmpede om fiskeresterne, som fiskerne smed ud til dem, og når der rigtig var palaver, gryntede de store fugle som grise… sjovt!

Kl. 12 rullede vi ombord på færgen fra Queenscliff til Sorrento, en tur på ca. 30 – 40 min. på en pænt stor (og halvtom) færge, strækningen taget i betragtning. Vi tullede rundt og kiggede på sagerne og de smukke kyster, og i næsten hele vejen over kunne vi se de flotte fyrtårne i henholdsvis Pt. Lonsdale og Queenscliff. Det ene var hvidt og helt klassisk, og det andet – ved fortet – var sort som et af de eneste i verden.
Da vi nærmede os Sorrento, ringede Sophie. Jeg havde forsøgt at ringe et par dage tidligere, hvor hun var ude med deres drenge, og nu ringede hun tilbage. Vi sludrede lidt, vi fik lidt gode råd (de er efterhånden erfarne campister), og vi aftalte at snakkes ved, når vi var tættere på Sydney. Dejligt at høre hendes stemme – og underligt at forestille sig, hvordan deres liv er blevet med to små drenge til at vende op og ned på tilværelsen – ligesom vores liv bestemt også har taget en drejning.
Mens vi snakkede, råbte Henrik pludselig og styrtede hen til rælingen, og jeg nåede lige at se to smukke delfiner lige under os følge båden ind. Det har jeg længe drømt om at se…

Vi kørte ind i Sorrento og tog lige en hurtig runde i byen for at få et billede af alle sandstenshusene, som Jewil havde fortalt om. Vi var dog enige om at haste videre, så vi kunne nå frem til Phillip Island, som var næste destination, inden det blev alt for sent. Danny havde anbefalet os at køre over på østkysten og så følge kysten rundt. Det var en meget smuk tur, og vi var virkelig kommet på landet. Vi hyggede og over de mange kænguru- og koalaskilte ved vejene, men vi så nu ikke meget til dem i levende live.

Vi nåede Phillip Island sidst på eftermiddagen. Malthe havde taget sig en lur i bilen – man har vel lov at være heldige ind imellem hvad det angår. For at komme over på øen sydøst for Melbourne passerer man bare en lille bro – no big deal. Lige på den anden side af broen lå én af de campingpladser, vi har medlemskort til, og der så fint ud, men vi kunne se på et kort, at vi var et pænt stykke fra alle de ting, vi kom for at opleve, så vi fortsatte og endte på nordkysten af øen i byen Cowes. Phillip Island er arealmæssigt hen i retning af Samsø, men vender på ”den anden led”.
Der er efter sigende dejlig strand stort set hele vejen rundt, så det ville være dumt ikke at opholde sig nær én. Så vi fandt en campingplads med direkte adgang til stranden, som dog – selv om vandet var krystalklart og faktisk helt lunt (det kan man ikke sige om alt andet havvand, vi har været i indtil nu, men dette var også en forholdsvis rolig bugt) – havde det tilladt sig at lade lidt tang ligge og flyde i vandkanten… sådan noget rod!

New zeeland opdateret 12 jan. 2006.

2005-12-29T16:15:00.000-08:00

NEW ZEALAND, d. 20 dec. 2005 – d. 6. feb. 2006

D. 20. – 26. dec. – juledagene….:

G’day mate! Troede det var forbeholdt australierne, men nej! Det ryger også ud af munden på dem her.

Efter blid landing i regnvejr røg vi snildt igennem det new zealandske lufthavnsbureaukrati. Aldrig har vi oplevet så checket og overskuelig lufthavn – med kø til familier med små børn og alt muligt. De er ret emsige med, hvad man bringer med sig ind i landet – var blevet advaret mod at medbringe skaller og andet godt (og smukt… suk!) fra Fiji, desværre, og jeg skal da lige love for, at de også checkede efter. Henrik gad ikke noget bøvl med fødevarer, så vi smed alt ud der kunne minde om det (kiks o.l.) – dog ikke nød-chokoladen! På trods af det var en lufthavns-hund (narko-/bombe- hvad-ved-jeg-hund) interesseret i Lundes rygsæk og oversavlede den. Den blev tømt, konstateret ok og det blev noteret på vores papir (på alle flyveture har vi udfyldt div. erklæringer i.f.t. indføring af det ene og det andet, smuglergods som farlige sygdomme!). Det var muligvis lugten af den frugt, der blev konsumeret om morgenen i Nadi lufthavn. Så blev vi udspurgt om på Fiji indkøbt maske og ukulele, og fik så lov at passere. Malthe var i eventyrhumør og ville absolut ikke sidde i klapvogn, så da Lunde i forsøg på at fange ham under en afspærring knaldede sin rygsæk ind i kæben på Aske, var resultatet to grædende og efterhånden sultne (evigt tilbagevendende) drenge.

Nu ville Aske altså gerne finde ”sit hus” (under hele turen har det været meget vigtigt for ham at vide, hvor vi havde base – hvilket vi nok havde regnet med hjemmefra. Til gengæld skal vi ikke have været et sted ret længe, før han kalder det ”hjem”). Problemet var nu, at vi ikke på forhånd havde booket noget sted at bo og egentlig ikke helt vidste, hvad vi egentlig ville. Vi endte op i to muligheder: 1) Tage taxa til hotel i Auckland og enten blive et par dage (tik tak tik tak, julen nærmede sig, husker vi lige) og så leje en bil og køre nordpå, som egentlig var planen, eller 2) leje en bil med det samme og komme af sted til en solkyst nordpå. Der var også den ellers droppede lille 3. mulighed, genopstået da vi ved ankomsten modtog reklamer for det ene og det andet: at leje en autocamper, så vi både havde hus og transport…. Droppet igen igen: der er intet at få på denne årstid, og i øvrigt er det latterligt dyrt (ligesom alt andet…)

Nu var vi jo i lufthavnen, hvor der var masser af kontorer og idéer at få, så…
Enden på det blev – en lille smule tilskyndet af trætte børn, der dog blev salige efter et møde med en grimt udklædt julemand med store… karameller (havde et kort øjeblik fortrængt julen) – at vi lejede en bil (i 30 dage) og kørte af sted! Lundes søster, Penne, er ansat hos AVIS og havde derigennem skaffet os et nydeligt brev, der gav os mulighed for familierabat, så der blev slået 10 dollars af prisen pr. dag – dejligt! (TAK!). Vi turde ikke andet en at købe noget god forsikring, og bilen skulle ha’ en hvis størrelse (Den pokkers bagage og ikke mindst klapvogn, som vi i øvrigt på indeværende tidspunkt ikke et øjeblik har fortrudt, at vi tog med!) Babyblå Toyota Camry, blev det til, med god plads til habbengut, ben og en lur om nødvendigt, og naturligvis med aircon, automatgear og sager – og rattet i den helt forkerte side….! Vil gerne ha’ den byttet, tak, og vend så lige dén trafik om også!!! Pyha. Heldigvis var Henrik nogenlunde cool (især hvis vi kunne have sluppet for at køre ind i downtown Auckland i rushhour!!!). Vi listede med sovende børn bagi ind gennem byen, helt lamslået over dens størrelse, og hen over Auckland Harbour Bridge for at komme nordligere. Det gik faktisk fint, og Lunde, der ikke sad bag rattet og i øvrigt elsker storbyer sad og kiggede sukkende ud på de mange skyskrabere og den mega store lystbådehavn. Vi fandt kysten og tøffede deropad. Da vi først var ude af byen, kunne vi se, at der var tonsvis af overnatningsmuligheder langs kysten: Moteller, lodges, holiday parks, camp sites, bed&breakfast, you name it. Målet var egentlig Bay of Islands, men det var noget nordligere og der var jo ligesom ikke noget, der hastede (egentlig rart, at vi nu skulle være i dette fantastiske land i lang tid, så vi blev enige om at tage den helt med ro). Ungerne var vågnet og nysgerrige efter, hvor vi nu var havnet. Umiddelbart ser her ikke så fremmedartet ud, bortset fra at nåletræerne (i mange sære afarter) står blandet med palmer, hortensiaerne blomstrer i vilde kæmpe buske langs vejene, og at der i grøftekanterne ligger ihjelkørte possoms… men ellers…. Vejret var gråt og køligt som en dansk sløj sommerdag, og frodigheden kunne såmænd også minde om den danske efter en regnfuld sommer. På en måde fik en følelse af noget hjemligt, og på en måde var alt selvfølgelig nyt og spændende og anderledes.

Da vi nåede aftensmadstid svingede vi ind på en campingplads, der lå HELT ned til vandet og klos op af et vandland – Weiwera holiday park. Vi lejede et skur for natten (pænt og sirligt det hele, men ja i størrelse var det et skur med to køjesenge). Aske synes, at det var et herligt hus, og her kunne han såmænd godt bo længe. Vi havde ingen forventninger what so ever til sådanne steder, men hvis det var standarden til 50$, kunne vi godt leve med det. (Det svarer ca. til 235,- kr, hvilket skulle vise sig at være noget af det billigste). Steffen og Jules har hjulpet os med at finde tag over hovedet i Pauanui på Coromandel Peninsula, hvor vi skal mødes med dem, og priserne dér er himmelhøje (vi snakker om 300$ pr. nat på selv simple steder.) Vi har været ”heldige” at få noget dér til 100$, så vi var ligesom advaret mod priserne. Så ja tak, vi ville gerne gi’ 50$ for dette lille skønne sted med havudsigt og pæne externe toilet- og køkken faciliteter. Og rabat til vandland, som så ALT for vildt ud til vores små drenge.

Vi gik en tur langs vandet og endte ved en bar/restaurant, hvor vi spiste ok mad og med doggybag og det hele. Trissede så hjem til hytten – Malthe måtte lige ned og skrabe asfalten med knæet og lagde dermed bunden for hudafskrabninger og buler på små danske drengeknæ i shorts. Han fik såret skyllet og mente, at det krævede pyller og medlidenhed (og snakkede siden hen i ynkeligt toneleje om sit ”av-knæ”, ”gølle vand”, ”passer på”, ”fint iden” hver gang han af en eller anden grund trængte til trøst).
Aske fik lov at spille lidt på computer (nu skulle vi jo passe på ikke at blive alt for meget ét med naturen, jo!), og det blev sengetid. Udenfor var et kæmpe nåletræ af én slags, som vi ser rigtig mange af, pyntet sirligt med grønt og rødt lyst… Njarh – julestemningen ville altså alligevel ikke vise sit ansigt!

Da børnene – Henrik – sov, blev vores dyrtkøbte internetforbindelse brugt til at checke mails (tak for dem… det er SÅ dejligt!) og lede efter campingpladser ved Bay of Islands. Vi blev ikke vildt meget klogere, men alligevel nok til at gå efter en lille strandby ved navn Paihia eller Russell (som førnævnte ”elevatorkone” fra Fiji anbefalede). Russell skulle vise sig at ligge på en halvø, men enten skulle sejle til eller køre en kæmpe omvej til.

Natten blev frysende kold, og vi sov dårligt af samme grund. Børnene havde deres soveposer, men vi havde købt tynde fleece-soveposer, ”som jo nok blev aaalt for varme”, men hold da op, hvor vi frøs!
Xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Næste dag, anden dag i dette fantastiske land, fik vi hældt lidt kiks og juice i børnene (det var inden vi rigtigt var begyndt at købe praktisk camping-agtigt ind), inden vi atter læssede bilen og fortsatte nordpå langs kysten, forbi ”bay det ene og bay det andet”. I øvrigt er NZ-navne (i hvert fald byer/områder og lokaliteter) nogle ret syrede nogle – mere hulahula-agtige end på Fiji. (Det er alt sammen på grund af Maui-kulturen).Vi er helt på herrens mark både med udtale og i det hele taget med at skelne dem fra hinanden og huske dem. Vi er lidt spændt på at høre nogle lokale udtale nogle af de steder, vi har været/skal hen! Efter kort tids kørsel kunne vi ikke længere overhøre de knurrende maver og kørte ind ad en lille vej med kro-skilt. Lunde hoppede ud for at høre, om de solgte morgenmad, hvilket de gjorde, men det var ærlig talt for kinky et sted at medbringe sine små uskyldige drenge. Bl. a. var bagsiden af hoveddøren plastret til med tonsvis af BH’er – brugte, vel og mærke!
Vi fortsatte lidt og svingede så ind til et ”Honey Centre” lige før Punoi (Mor, du var besvimet af henrykkelse!). Det var en rigtig hyggelig café med alle udgaver af morgenmad, kager, is, små retter, alverdens slags kaffe, og ikke mindst HONNING! Alt stod i biernes tegn – indretningen i caféen, den lille vin/delikatessebutik (honningvin, honningeddike, honning dit og dat) og den superlækre butik med ”biprodukter” i alle afskygninger – cremer, kosmetik, delikate krukker med honning, bi-legetøj, bluser, hatte, vitaminer, you-bee-name-it! Og selvfølgelig glasplader med udkig til biernes travle verden og en guidet tur (mod betaling) i honning-kogeriet! Vi ku’ ha’ købt det hele, men nøjedes med fantastisk brunch og en lille krukke bivoks ”bug-balm” mod insekter/myg, som især Lunde og Aske ofte forfølges af.

Nå, det var en dejlig start på en ellers ret våd og regnfuld dag. Turen fortsatte opad, og vi besluttede os for at forsøge os med Paihia eller der omkring.
Efterhånden som vi kom der opad, blev vejene mere og mere snoede og stejle, og vi var ude i noget, der mindede om bjergkørsel. Naturen virkede ikke så anderledes – det var stadig meget meget grønt og frodigt, og med noget blandet flora. Der er afsindig mange køer i NZ, og bakker! Børnene kalder det ”Teletubby-land”, for det er kæmpe rønne, ”bløde” græsbesatte bakker, og ind i mellem er de tæt besatte afmalkekøer – eller får, men her på nordøen absolut flest køer.
I Orewa kiggede vi lige ind på en campingplads, men den lå helt ud til en stor vej, så vi fortsatte.
Vi kørte i nogle timer og nærmede os målet. Drengene sov sødt, og vi besluttede os for bare at køre til vi nåede frem. Der var blevet noget langt mellem boligmulighederne, men i udkanten af Paihia, som ligger i begyndelsen af Bay of Islands, begyndte der at dukke noget op. Vi kørte ind på en plads, der lå lidt inde bag noget skov og helt ned til bugten. Her kunne vi leje en hytte i én dag , men vi blev enige om, at det var for lidt. Aske var vågnet op, og sagde strax. ”Kunne vi ikke nok for lov til at bo her?” Han havde bare brug for at falde lidt til ro, så én dag – nej tak. Damen sagde, at det nok var problematisk her hen over julen, hvis vi ikke havde booket, men at der på den anden side var 100-vis af steder, hvis vi bare fortsatte. Så vidt så godt.

Og så var det, at vi kørte gennem den hyggeligste lille strand(= turist)by og den smukkeste bugt fyldt med små øer (nåeh, der var en mening med bugtens navn! Der skulle efter sigende ligge 3-400 øer spredt rundt). Og så startede igen et stort udbud af moteller, backpackers, B&B og hvad nu – vi ledte nu igen mest efter campingpladser af hensyn til drengene (der er ofte mere plads at boltre sig på og flere mennesker at møde) og af hensyn til prisen. Vi spurgte et par steder på priser og for i det hele taget at se, hvor håbløs vores boligsituation så ud i julen, men det skulle nu nok kunne lade sig gøre.
Da det endnu var sidst på eftermiddagen, slog vi koldt vand i blodet og fortsatte lidt ud af byen, og her fandt vi 3 på stribe! Klods op af hinanden tre holiday parks lige ved Haruru vandfaldet og ned til vandet.. .. alt sammen rigtig pænt og det ene endda ret billigt – men der var ikke et øje, og selv om damen påstod, at der ville rykke hobevis af unge mennesker ind i løbet af nogle dage, kunne vi ikke så godt med tomheden, så vi fortsatte lidt ned af bakken, og her var paradiset: Haruru Falls Resort. Omgivelserne helt perfekte, selve hytten ret spartansk men ren og rummelig, og køkken- og badefaciliteterne ikke noget at skrive hjem om. MEN de var dér, bad var gratis, og naturomgivelserne var helt unikke. Desuden var der en ok swimmingpool – indhegnet, naturligvis – lidt legeplads (en trampolin, ikke helt ufarlig i vores øjne – her hegner man nemlig ikke ind eller lukker fjedre af), BBQ-område, vandkanten lige for fødderne (lidt muret bund, ganske vist – vi så ingen bade i det, men det var også ret koldt) og udsigt til det imponerende vandfald.
Vi kunne leje en lille hytte uden nogen som helst faciliteter, men dog med køleskab og el-kedel og én nøgen pære i loftet, for 75 $ pr. nat i 4 dage til d. 25. dec. om morgenen. JA TAK, den napper vi! (Lunde var helt fortryllet af udsigten og omgivelserne i det hele taget – tænk at holde jul her! – og kunne sagtens se igennem fingre med de manglende eller i hvert fald ikke helt tilfredsstillende foranstaltninger (og nej, ingen føntørrer!).

Det viste sig at være et godt valg… ikke fordi der skete ret meget på pladsen, ikke fordi rengøringen blev bedre som dagene gik (snarere tværtimod), ikke fordi vi kom til at holde af at indtage havregryn inde uden bord (HVORFOR var det ikke muligt at tilføje hytten et bord??? – blev det evigt tilbagevendende spørgsmål) eller ude i stormvejr, ikke fordi vejret forblev halvkoldt og blæsende og vi fortsat møgfrøs om natten og ikke fordi madlavningsmulighederne kun begrænsede sig til yum yum nudler… Næh nej! Men det var så stort at vågne op til den udsigt hver dag, og ungerne var så veltilpasse med at nusse rundt mellem campingvogne og ænder, og den nærliggende lille by var så tiltalende og hyggelig at opholde sig i. Og så var der jo det store lokale supermarked, Woolworth….
Det var ikke et sted, vi kunne have fået oceaner af tid til at gå, men det var helt perfekt med de 4 dage (d. 21. – d. 25. dec. 2005).

En dag kørte vi lidt rundt og stødte ind i en fin lille by ved navn Kerikeri. Rigtig hyggelig by med små gode butikker, god frokost og lidt forskelligt at se på. Bl.a. købte vi lidt julegaver til Aske og Malthe – lidt underholdning og legetøj, og Aske fik nye haj-badevinger (de gamle punkterede på Fiji), en vildt sej våddragt og nogle ”surfer-badesko” (sponsoreret af mormor og morfar i julegave). Aske er blevet den vildeste vandhund, på trods af, at vi som de dårlige forældre vi også kan være, ikke har givet ham mange chancer i livet for at blive det. Samlet set har han nok i hele sit 5-årige liv ikke badet meget mere end 5 gange (i bassin, vel at mærke), så det har overrasket os vildt meget, at han så hurtigt er blevet så fortrolig med det. Poolen ved Haruru Falls var iskold, og da vi efter mange forsøg endelig kom i den den første dag, var Aske blåfrossen og rystede som en Parkinsonpatient, så vi syntes egentlig, at en kortærmet og ditto –benet våddragt var på sin plads. De koster ikke alverden her, og Aske syntes, han var den sejeste gut! I øvrigt er den solbeskyttende, og her, hvor ozonlaget ikke er af de tykkeste, er det et must, at børn bader med dragt eller ”svømmebluser”. SÅDAN!

På vejen til Kerikeri så vi en masse frugtplantager og vingårde. Jules siger også, at der er tropisk nordpå, men det har vi nu ikke mærket meget til. Vi holdt ind på en avocadofarm og købte en posefuld af flotte nyplukkede avocadoer, som dog viste sig at være MEGET umodne, så de kom til at holde længe. Det er senere gået op for os, at ét af NZ’s populære juice-mærker (”KERI”) høstes og produceres her. Der er da også lime- og mandarintræer på campingpladsen, så lidt tropisk må det jo være. Om vinteren er gennemsnitstemperaturen 16 grader.

XXXXXXXXXXXXXXX
CROCK-SHOES! Vi må simpelthen lige fortælle om de helt geniale Crock-shoes!!! Da vi var i Boulder blev vi af lille Veronica introduceret til et storslået fænomen – CROCK-SHOES. Det er en slags ”skumgummi-sko”, der vejer absolut ingenting, og som materialet taget i betragtning sidder fantastisk på foden. De ligner på en måde en slags træsko uden hælkap, men med en rem, som både kan sidde om hælen og foran over vristen, og så er der huller på oversiden, så man trods alt kan ånde. De fås i alle regnbuens farver, og Veronica havde sådan et lilla par, og hun elskede dem. Vi syntes egentlig ikke de var videre pæne, men så kom vi til at prøve et par af Kirsten og Cheynes….NØJ, de var fede at have på!! Det var sådan, at Veronicas dagplejemors vist nok eks-svigersøn var indehaver af firmaet, der producerede dem, og de havde hjemme i Boulder (men blev vist lavet i Seattle, eller også var det omvendt.) I hvert fald var det blevet en strålende forretning, og de var netop gået på børsen.
Vi MÅTTE have nogle alle sammen, for det er geniale strand-sko, have –sko, hjemmesko, you-nam-it-sko (men stadig ikke kønne!!). Dagplejemoren kunne skaffe dem billigt (vist halv pris – 19 $), så hun blev strax sat i arbejde og skaffede både Aske og Lunde et par sorte. Malthes størrelse kunne hun ikke lige få, men der arbejdes på sagen, og måske sender Kirsten et par til os til Wellington. Kirsten og Cheyne var super søde og forærede os et par af deres – Cheyne brugte ikke sine (grå), og de var perfekte til Henrik, og Kirsten havde et par røde i en sandal-udgave, som hun ikke kunne passe – de var perfekte til Lunde… helt genialt, eftersom hun ikke havde sandaler med hjemmefra og havde regnet med at købe nogle fancy nogle i Boulder, men vi nåede aldrig rigtig ud og shoppe p.g.a. vejret. De røde banditter har siddet på Lundes fødder siden vi landede på Fiji, og jævnligt (måske dagligt) tænker hun: ”Love my Crocks!!” Også Aske nægter nærmest at have andet på – måske også fordi de er så lette at få på. Thank heaven for Crocks!

Dagene gik i Paihia/Haruru Falls, og én af de extra goder var, at vi – sikkert ikke med nogens gode vilje – var gratis på nettet stort set hele tiden, hvilket var helt perfekt op til jul, hvor vi så kunne ”skype” vores forældre. Vi kunne oven i købet høre P3 og dermed også lidt julemusik, som vi kender den hjemmefra…

Én af de sidste dage på Haruru Falls Resort havde Henrik et lille uheld. Det var en smuk solskinsdag men med en voldsom vind. Drengene havde fundet en lille minisandkasse, som de begge legede rigtig godt i, og Henrik ville så lige prøve trampolinen. Han tog et par kæmpe hop, og så tog vinden fat i ham, og han fik et ordentligt skub og mistede helt kontrollen og røg med det ene ben ned mellem fjedrene… Det så frygteligt ud og Henrik blev helt grå i hovedet af forskrækkelse – om han slog sig? Ja, mon ikke, men chokket tog omgående de første smerter, og han humpede hen på en bænk og lagde sig. Lunde stod lige ved siden af, og fik fuldstændig øjeblikkelig kvalme ved tanken om alt det, der kunne have været sket. Så fik vi kigget på skaderne: et umiddelbart ret dybt sår på det ene knæ, men det blødte ikke rigtigt – så bare dybt og væmmeligt ud. Under storetåen blødte han til gengæld en del, og efter lidt tid, kunne vi se, at han havde fået et ordentligt snit ind under huden. Det værste var, at det var svært at vide, om der var røget skidt med ind under. Vi skyllede det hele lidt, og så kom stedets vært – en rigtig venlig kvinde – og så på det og forbandt ham lidt, så efter en second opinion blev vi enige om at se det an, inden vi drønede til lægen. Problemet var, at Lunde ikke var så sikker på det med den omvendte trafik, men havde det været nødvendigt, havde vi selvfølgelig fundet ud af det. Da vi dagen efter var i Kerikeri, fandt vi lægehuset, men Henrik besluttede sig for, at han var ok, og nu vidste vi hvor det var, just in case. Under al postyret omkring selve uheldet sad begge vores engledrenge ligeså fint og legede i sandkassen, og det lykkedes os at holde dramaet lidt nede, så de ikke blev for bange – det var rigeligt, at vi voksne var rundt på gulvet. Det var et hændeligt men også lidt dumt uheld, der kunne have gået meget værre – så tak for det! De næste par dage så det ud til at gå bedre, selv om det selvfølgelig gjorde frygteligt ondt, men det værste var egentlig et alvorligt trælår!

D. 24.dec., som jo ikke er helligdag her, gik således:
Vi havde blæsevejr, men dog dejligt solskinsvejr, og efter en omgang havregryn og toast - og et kig på de udklippede nisser fra en bog hjemmefra (blev hængt op aftenen før, da drengene sov), kørte vi ind til den lille by, hvor der udover div. moteller etc. og små caféer og butikker også er en slags havn. Ikke i den traditionelle forstand, men herfra sejler fx den lille færge til Russell (uden for byen sejler også en ”vehicle ferry”, hvor bilen kan komme med), som efter sigende skulle være en hyggelig by. Der er også afgange herfra til alverdens MEGET dyre ture, fx delfin- og hvalture, hvor man sejler ud til et sted, hvor der er gode chancer for at se delfiner og hvaler, og måske svømme blandt dem. En sådan tur kostede en mindre bondegård, så vi blev enige om at droppe det/udsætte det til vi måske kender mulighederne bedre. Der var også nogle efter sigende ret vilde ture ud blandt øerne , bl.a. til et sted ved navn ”Hole-in-rock”, som sjovt nok er et sted, hvor man sejler gennem et stort hul i en klippe – og det er vist ikke en tur for tøsedrenge. Man kunne også leje en båd i en time eller mere, hvis man selv ville udforske bugten, eller man kunne købe en 20 minutters helikoptertur – og så var der fiskebådene, hvor man kunne komme med på en fisketur og fange fx ”blue marlin” – hvis man var heldig. Så mulighederne var mange og dyre, og der var faktisk ret dejligt og interessant på den mole. Vi overvejede et øjeblik at tage båden til Russell, men ville alligevel ikke bruge en ½ dag der og ødelægge Malthes lur, så vi spiste frokost ved molen, og spadserede så langs vandet og den smukkeste strand hen til en skøn stor lejeplads, der lå lige ved stranden og rummede legefaciliteter for både store og små… dejlige gratis glæder!! Så her drønede drengene rundt og brugte en masse krudt, mens vi nød solen, udsigten over bugten, vores fuldstændig fantastiske drenge og friheden…..

Vi gik ad stranden tilbage til butikkerne, som jo virker som en magnet på Lunde, som alligevel måtte erkende, at dét gør stranden også – med smukke skaller, blødt sand, skvulp og sejlbåde. Aske og Lunde kunnet have rodet i sandet i timer, men vi ville også gerne have købt lidt ind, så vi vendte snuden mod butikkerne. Malthe faldt endelig i søvn, og vi shoppede lidt rundt, fandt langt om længe nogle thermo-kaffekopper til bilen, Lunde prøvede badetop (bikinien sprang på Fiji…) og vi ”fråsede” med at købe 4 Smirnoff Ice til aftenens højtidelighed. Vi fik også købt lidt snolder – ingen marcipan-konfekt og vanillekranse – og så var det vist de juleindkøb.

Malthe vågnede, og vi kørte hjem og gik en tur oppe ved toppen af vandfaldet. Det er altså så fascinerende, sådan et vandfald, med al dets brusen. Hvad der dog næsten overgik vandets larm, var en voldsom lyd af ”crickets”, fra den omkringliggende skov. Hold da op, hvor kunne de sige højt!

Da vi kom tilbage til campingpladsen, kunne Aske og Lunde lige nå en svømmetur, inden det var tid til at komme i det pæne (og efterhånden pænt krøllede!) juletøj. Vi spiste ”julemiddag” på campingpladsens restaurant, som faktisk var et forholdsvis lækkert spisested. Børnene var dog ved at være trætte, og Aske havde lidt af den velkendte ”hvornår-skal-vi-ha’-gaver-kriller”, selv om han allerede havde fået sit chekkede svømme-outfit og godt vidste, at gaverne var lidt begrænsede.
Julemenu’en var følgende: Steak med gorgonzola og spinat og kartoffelmos, og dertil en god årgang Corona (øl) med citron. Børnene fik: pasta og blæksprutteringe… Alt sammen helt fint, men julemad – det var det nu ikke! Og HVOR VAR RIS A L’MANDE’EN, ville Lunde altså gerne lige vide?!?! Nå, det havde nok smagt lidt sært i varmen…
Dagen efter var der stor julebuffet i restauranten, men hvad skulle vi med den når juleaften var overstået?

Efter maden gik vi hen til en palme og løb omkring den, mens vi sang ”nu’ det jul igen” (vi bad en mand filme det, så vi kunne sende en filmstump hjem til alle vores kære, som selvfølgelig var extra savnede på denne dag). Alle de andre på pladsen fnisede lidt og rystede på hovedet af os.

Aftenen sluttede af på vores terrasse, hvor drengene fik lidt gaver – lidt nyt legetøj at underholde sig med – og så var der lidt nissechokolade og M&M’s i det medbragte kalenderlys’ skær.
Godnathistorien var en medbragt julehistorie, og inden Aske og Malthe sov, lå vi i sengen og sang nissesange og salmer…. Det var så dén juleaften – og det ville være synd at sige, at julestemningen nogensinde nåede frem til os. Men jul eller ej - det havde været en rar dag med god tid til både oplevelser og hygge.

Om natten prøvede Henrik en ny variant af sengesituationen… ned på gulvet med madrasserne, så han i det mindste slap for de hårde tremmer i bunden af sengen – og så med Malthe i armhulen.
Malthe sov så godt på Fiji – sov faktisk for det meste igennem, og dét uden at ligge i revnen!! Men det var desværre ligesom gået lidt tilbage, og her de sidste par dage ved Haruru Falls var den helt gal igen…øv

Næste dag, d. 25. dec., var afrejsedag for os, og helligdag for Kiwi’erne (som de jo kalder sig selv). Vi spiste morgenmad i det fri og fik pakket vores sager sammen. Vi ringede til Odense og fik afprøvet vores web-cam, for at konstatere, at det kun virkede den ene vej (og ja, begge parter har et kamera!). Vi kunne i en lidt hakket og forsinket udgave se mormor og morfar (Aase og Arne), Penne Filip og Camilla, der lige havde rejst sig fra julemiddagen og skulle til at i gang med bunkerne af gaver. Malthe syntes det var lidt mærkeligt, at morfar var inde i computeren.

Vi nåede lige at hilse på en tynd udgave af julemanden iført vatskæg og plasticsæk med slik. Lidt mærkelig så han ud, mente Aske (og alle andre), men han var da bedre end ingenting.

Vi tog afsked med denne skønne plet og dappede stille og roligt ned af kysten igen. Det var store helligdag, og som vi var blevet varslet om, ville stort set al trafikken være nordgående. Der var ikke en butik åben, og alle var klar til den store julemiddag. Stadig en smule opløftet af hvor godt vores skødesløse bolig-attitude fungerede, da vi kørte nordpå, var vi overbeviste om, at vi nok skulle finde husly sydligere, nu hvor alle skulle på ferie og væk fra Auckland. Så vi sigtede mod vores udgangspunkt, og på trods af genkendelsens glæde – vi følte ligesom vi ”kendte” denne fine kyststrækning – blev vi mere og mere usikre på, om nogen ville lukke os ind. Da vi i løbet af eftermiddagen nåede Auckland-området, begyndte vi at lede efter nogle af de steder, der var beskrevet i nogle af vores utallige hæfter og brochurer. Før vi fik set os om, befandt vi os midt i Auckland City – med en ret begejstret Lunde som kortlæser, og en mindre begejstret Henrik ved rattet! Det er en MEGA stor by, heldigvis noget menneskeforladt på grund af højtiden, men efter en lille runde fandt vi mod vest, hvor der skulle være et par campingpladser. Vi endte med at køre i ring i et område ved navn Glen Eden, og efter at have mødt den selv samme rundkørsel 4 gange, styrede vi mod et umiddelbart noget øde men naturreservat-agtigt område (Whitakere), hvor der tilsyneladende også skulle være nogle steder langs kysten, hvor det kunne være godt at bo.
Vi kørte og kørte og kørte og vejen blev smallere og smallere og mere og mere hårnåleagtig, og det gik op og op, og vi begyndte at blive lidt klamme. Drengene var ved at være godt trætte af at køre, og faktisk havde vi jo også kørt det meste af dagen, hvilket i virkeligheden ikke var meningen – og Lunde sad og koncentrerede sig om ikke at skvulpe over… den slags krummelurekørsel og i så store mængder har aldrig været hendes favorit. Der var fantastisk smukt – det er lige værd at bemærke – men bekymringen for, hvad det hele skulle ende med, overskyggede på en måde udsigten. Det er altså ikke lige meget hvad intentionerne handler om – hvis vi havde været fast besluttet på at komme på eventyr, var sagen nok en anden, men egentlig havde vi jo bare lovet vores børn at finde et nyt sted, hvor vi kunne bo. Vi var tæt på at give op og ville forsøge at vende om (hvis vejen da ellers havde været bred nok til at vende på), men så mødte vi en bil, hvor indholdet (en flok unge fyre) sagde, at det snart kom en ”camp”. Ganske rigtig ved verdens ende – og vejens! – lå noget der mindede om en camp. Der var ikke et øje at se (okay, det var lige julemiddagstid!), men da vi ringede med en klokke kom en dame og fortalte, at det kun var ”campsites”, altså beregnet til telt, og at det var et sted, hvor man ikke bare kom forbi (nej, det skal jeg da lige love for!) men hvor man bookede til i forvejen. Og det var alt andet i dette område i øvrigt også, og vi ku’ da glemme alt om noget som helst og ”go’ tur hje-em…”!
Så ku’ naturen da bare ha’ sig selv – nu tog vi godt nok på hotel i Auckland, og det lige med det flux! Nå, vi kom da lige forbi en campingplads i vestegnen til City, så den ringede vi til på vejen (det ku’ nok liiige være, at vi ikke gad at køre forgæves..). Og sør’me om ikke de havde en hytte ledig i et par dage, og vi sku’ være så velkomne. Jubiii!

Og så endte vi endelig i Avondale, som skulle vise sig at være en helt almindelig (og småkedelig, men lad nu det ligge… vi er ikke nemme at gøre tilfredse) forstad med parcelhuse og så’n.
Vi blev modtaget af et festklædt midaldrende par, der tilfældigvis lige var vendt hjem efter julemiddag. Vi blev vist rundt på den lyserøde (alle huse var babylyserøde, og alt var sirligt og nysseligt) campingplads, hvor der var rigtig gode faciliteter, både i køkken og baderum (og JAH! Der var føntørrer!!), fin legeplads og et kæmpe værelse med 6 køjesenge, en briks og en dobbeltseng – og så et komplet køkken i hytten og – hold da helt op – et spisebord (Det var vi blevet noget fokuserede på, efter dagene uden bord i Paihia). Og når alt kommer til alt var vi – store som små – bare taknemmelige for at have fået tag over hovedet! Det blev til endnu en middag med suppenudler, og så GODNAT!

Vi overnattede i Avondale i 2 nætter (d. 25. og 26. dec.), men der var ikke meget at give sig til. Dels var vejret ikke det bedste, dels manglede vi lidt børnevenlige aktiviteter ud over legepladsen, dels ville vi ikke give os i kast med Auckland City i bil og dels var alting lukket fordi det stadig var jul.
2. juledag kørte vi til et område ved navn Mount Eden, som lå på vej ind til byen. Her var der en kæmpe bakke (dem er der faktisk flere af i Auckland), hvor man kunne gå tur – en slags opadgående park! I kvarteret omkring var der små hyggelige butikker og caféer, som desværre alle var lukkede. Så vi gik en tur rundt og lurede, og det var tydeligvis ”Skåde Bakker”, vi var kommet til – store flotte huse og helt klart et dyrt kvarter, men også meget hyggeligt.
Vi blev nu efter de par dage i udkanten af Auckland enige om at finde et nyt sted at bo, helst frem til nytår, så Malthe og Aske igen kunne falde lidt til ro. Så vi brugte noget tid på at sondere vores bøger, og helt specifikt gik vi efter et sted med pool, gerne varme(!), og et sted, som lå på vej til Coromandel, men ikke så tæt så vi måske ville komme til at udforske området, når vi skulle bo i nærheden af Steffen og Jules.

Vi kiggede efter et sted omkring Hamilton, som er en større by syd for Auckland, men pludselig stødte vi på et sted med et sære navn Matamata midt inde i landet – kyster skulle vi nok få masser af senere, så vi prioriterede i stedet for, at Aske fortsat kunne udfordre sig selv i en swimmingpool.
Og her var det så: Opal Hot Springs i Matamata. Vi ringede, og der var en ledig ”kitchen-cabinet” for 75 $. Det ku’ måske være fedt nok med et lille køkken til havregrøden, for vi var lidt trætte af fælleskøkken-idéen (uden potter og pander, som vi jo heller ikke selv havde medbragt, lissom!). Vi bookede bare et par dage, så vi kunne bakke ud, hvis det ikke var et okay sted.

Så d. 27. dec. efter endt pakning kørte vi pænt uden om City og ned mod den absolut midterste del af nordøen… sammen med alle andre Kiw’er, der skulle holde ferie. Den første del af vejen var hovedvejen til Coromandel, som af én eller anden grund er det store ferieparadis. Her holdt vi i kø i evigheder, og hvad der umiddelbart lignede en rimelig overkommelig tur til Matamata, trak ud og blev en kedelig kø på en motorvej. Da først vejen svingede af mod syd, var der knap så meget trafik. Aske sad igen på nåle for at se, hvad vi nu skulle kalde vores hjem. De to gæve gutter tog nu turen i stiv arm, og vi havde én af vores utallige ”rundesangs-runder”. Aske har lært at lege ”Skibet er ladet med…” (eller ”lavet” med, som han siger), men det bliver nogle gange til en sjov udgave, fordi han ikke helt forstår det. Malthe fik sig en lille lur, og vågnede først, da vi svingede ind til Opal Hot Springs.
Lige inden vi nåede campingpladsen, kørte vi igennem en lille flække, som vi troede var Matamata. Der var en tank og et par forhutlede fish’n’chips-bikse, men ikke noget, der var værd at skrive hjem om. Lunde var noget slukøret – vi var tydeligvis kommet på landet… fint nok, for der var virkelig unikt smukt med store marker med heste, enorme grønne bjerge i baggrunden. Og måske kunne det godt gå an, at der ikke kunne shoppes… men vi var ved at løbe tør for bleer og andre fornødenheder, og havde ikke været smarte at ”tanke op” i Auckland, så…suk.
Nå det gik jo nok, og vi fandt så vores campingplads, der var drevet af en stor familie, og hvor modtagelsen var imødekommende og venlig. Der var store grønne arealer – masser af plads at løbe på – og der var rent (lige i Lundes ånd – dog ingen føntørrer) og tiltalende. Pools’ne – der var 3! – så indbydende ud, så om ikke andet kunne vi da ligge i blød i 4 dage. Vi var i hvert fald ikke i tvivl om, at vi gerne ville blive til d. 31., så vi forlængede strax vores ophold. Selve hytten var rigtig fin med alt, hvad der var behov for – incl. køkkengrej, køleskab, kogeplader, lagen og hovedpuder (ikke altid inkluderet), og der var et bord og fire stole (!!), og sørme om ikke der var et lille bitte separat rum med køjesenge til drengene! Helt genialt!! Nu manglede vi bare lidt plads at pakke ud på, og så var her såmænd helt hjemligt. Vi følte os i hvert fald strax godt tilpas, og man udvikler hurtigt sin fornemmelse for, om man kan trives et sted. Vi var også begyndt at hænge os i, om det var trygt at lade drengene løbe lidt omkring, om der var nogle faremomenter så som floder og skranter og trafikerede veje. Malthe er nysgerrig og lige vel nok eksperimenterende, og det giver unægtelig os mere ro og frihed, hvis vi ikke i én uendelighed skal puste ham i nakken. Pools’ne var tillige indhegnede og kunne ikke ses fra hytten, så det var ydermere betryggende.

Da vi havde fået indrettet os lidt, sendte vi Henrik ud på en indkøbsekspedition. Vi syntes ikke, det var rimeligt, at Aske og Malthe igen skulle ud og køre (vi havde jo ingen anelse om, hvor langt der var til indkøb), så udstyret med en lille liste tog Henrik af sted. Da han igen vendte tilbage, var det med en god nyhed: Matamata var ikke de par skure, vi havde set, men lå lidt længere ud ad vejen, og var en super hyggelig lille by med fristende små butikker og caféer, og desuden nogle store gode supermarkeder… YEEHAA!!

4 dejlige dage havde vi i Matamata på Opal Hot Springs. Malthe og Aske kunne løbe rundt og spille fodbold, lege med flyver og springe badut på de store græsarealer udenfor døren. Hytten var lille men fungerede fint, og vi frøs ikke om natten, som vi havde gjort de andre steder. Vores lille cabinet lå i en bygning med 10 cabinetter (hvad hedder de mon på dansk?) på stribe, og toilet og bad var 10 meter væk, så det var fjong.
2 døre væk boede en stor mama med sine 2 børn – en lille pige og en ca. 8-9årig dreng, og hun råbte en del af sine børn – og havde en ret gennemtrængende stemme, men ellers var der ret roligt. Malthe og Aske ta’r ind imellem nogle ture, hvor de gensidigt driller hinanden, og det kan godt været noget støjende, for Malthe har udviklet en teknik med at skrige i vilden sky, når han ikke kan klare sig eller vil have sin vilje, og så ved han, at vi hurtigt skrider ind for at skille dem ad og tysse ham ned. En ret irriterende teknik, faktisk, fordi han ved hjælp af sit enorme organ får kringlet situationen. Nå men vi skal ikke komme for godt i gang m.h.t. støj, for vi fire kan godt være ret larmende, så vi var bare glade for, at vi ikke var de eneste!

Dagene gik med at lege, bade, kigge os om i området, shoppe, læse og bare hænge ud. Der var en dejlig atmosfære på stedet – fredeligt og afslappet, og vi havde det SÅ godt med at være der.
Én af de absolutte fordele var pools’ne. De var ligeså varme som på Fiji, hvilket betød, at også Henrik gad bade, og vi nød det alle sammen. Den store pool var ml. 29-32 grader varm, og den ene ende (den lave) var skærmet af, og her kunne Aske bunde (ikke Malthe, men så var der en trappe i bassinets bredde, som han trippede rundt på). Den mellemste pool var 37 grader og gik os voksne til brystet. Der var ikke klor i vandet, så man blev frarådet at dykke dér. Den var også så varm, at man svedte, hvis man bevægede sig meget, så det var bare en flyde-pool, ligesom den mindste, som også var helt lav og 39 grader. Det var skønt at slutte i de varme pools, og rigtig skønt at bade sent, når luften blev køligere. Èn dag blæste det kraftigt, og vi var stort set alene i bassinerne, og det var så fedt at brede sig i det varme vand trods blæsten. Det var i øvrigt også offentlige pools, som man udefra kunne købe adgang til, så på varme dage var der mange mennesker. Man kunne tillige købe sig til fred og ro i en ”Private Pool”, hvis man havde sådanne behov.
Aske var fuldstændig som en fisk i de dage. Han svømmede og dykkede (nu med svømmebriller) som en gal og blev mere og mere modig. Han ville ikke have vinger på, for han var fast besluttet på, at NU ville han lære at svømme rigtigt. Han var super ihærdig, og selv om stilen var lidt hundesvømningsagtig, lykkedes det ham at komme frem. Bedst gik det dog stadig, når han dykkede.

I den dybe ende var der en rimelig stejl rutschebane, som forneden var ca. en meter over vandet, så man landede med et drøn, og den havde Aske luret lidt på. Til sidst besluttede han sig til at prøve den, og da han stod deroppe, var han lige ved at fortryde, men så kom der en dreng på hans størrelse, måske lidt ældre, og så tog Aske sig sammen og rutschede…….. WAUW! Vi var noget imponerede over hans mod, især fordi han besluttede sig for at prøve igen. Denne gang ville han svømme ind til kanten bagefter (han rutschede uden vinger!), og dæleme om ikke han gjorde det – og så igen en tredje gang! Det var SÅ godt gået… Vi skal lige igen huske, at han ikke ar ret meget erfaring med vand, og at vi mest badede på Fiji, og så ikke ret meget siden. Vi var meget overraskede over hans mod, og så 3 gange! Det ligner ham ikke! Men så mente han også, at han havde prøvet nok, og så stavrede han ned i den varme pool!
I øvrigt investerede vi også i nye dykkerbriller og snorkelsæt til ham, så han kunne øve sig lidt i poolen. Han er efterhånden indehaver af et komplet sæt frømandsudstyr!

Malthe var også ret pjattet med at bade, men var egentlig ikke så vild og modig, hvilket ellers ligger mere til ham – men igen… hvor mange gange er det lige, han har badet i sit liv, hvis vi trækker hans lille badekar hjemme fra? Den første dag så han, at nogle havde en vandpistol med i vandet, og han gik helt amok over, at han ikke kunne få den. Så gav vi ham en lille én, og han klamrede sig til den, når han badede. Han fik også en badering, så han kunne flyde frit, men han var faktisk lidt usikker på det og sagde igen og igen, da han blev sat i den og vi gav slip på den: ”Far, hjælp mig, mor, hjælp mig…” Han var ikke i panik, men heller ikke så vild med at miste jordforbindelsen uden at vi havde et tag i ham. Men til sidst flød han rundt med sin ”bang” (som han kalder den, ligesom han kalder en guitar ”daun daun”, selv om han sagtens kan sige guitar) og med et saligt smil på læben.

Omgivelserne omkring Matamata var fantastiske. Der var store grønne bjerge i baggrunden, endnu en gang udsigt til et vandfald (som vi ikke kunne komme op til, fordi det var en ret lang gåtur, hvor klapvogne ikke kunne passere, så…), der var smukke heste overalt (vist et rigtig hesteopdrætter-område), der var de dér bløde græsbekældte bakker (som lignede Teletubbyland), og der var fantastiske blomster (enorme buske med Hortensiaer) overalt.

Selve byen var rigtig hyggelig, og vi nød (også Henrik) at shoppe lidt dér. Lunde fik sig en ny badedragt, og drengene fik på bud badebluser og –bukser, som alle børn har på her, når de bader (faktor 50, siger man.) New Zealand har en enorm rate af hudkræft, så de er utrolig opmærksomme på at holde sig fra solen, hvorfor ingen rigtigt er solbrændte.

Vi spiste der også et par gange, selv om vi var kommet lidt i gang med selv at lave mad, nu hvor vi havde eget køkken med udstyr (og vi får nu også andet end Yum Yum-nudler!). Vi fik frokost en dag på en helt vild spøjs og lækker og kitschet på den fede måde-café. Der var fyldt med kuriositeter og originale retro-ting. Også maden var noget special – fx fik Lunde en salat med bl.a. Galliano-stegte kammuslinger. God – og lidt dyr – oplevelse.

Matamata er ét af de steder, hvor man filmede til 1. del af ”Ringenes Herre”. I de første ca. 20 minutter foregår handlingen i Hobitton, som er skabt i de store ”Teletubbybakker” hos en bondemand, der efterfølgende har tjent godt på at vise stedet og nogle få skaller fra kulisserne frem.
På en måde skulle man jo nok se det, nu man var her, men på den anden side – var det mon 50 $ pr. person hver, og ville drengene få noget som helst ud af det? Det endte med, at Henrik tog ind og så det hele selv. Det bedste ved turen havde nok været alle fortællingerne om, hvordan der hele var blevet til, og selv om det hele ikke længere eksisterede, kunne man vist sagtens få et indtryk. Der var gode plancher fra optagelserne til at illustrere. Så en ok tur, men helt absurd dyrt i f.t. hvad der i virkeligheden var at byde på.

To be continued......................................................

Boulder USA opdateret 28 dec.

2005-12-23T02:45:00.000-08:00

.Boulder, Colorado, USA, 5. – 10. december 2005.

Så er familiens Theagers jordomrejse endelig begyndt…. Der var mange indledende knæbøjninger i form af papirsysler, destinationsbestemmelse og bekymringer omkring vores lille perle på adslevvej – for ikke at tale om kat og høns. Men da først alt dette var på plads (nogenlunde da), og husets mest kære ejendele var stuvet af vejen i 34 flyttekasser og adskillige sække, var der kun tilbage at få sommertøjet pakket. Boulder kan være ret uforudsigelig, så til gengæld var vi ret forudseende og pakkede også lidt vintertøj (dagen før afrejse fik vi en melding fra Kirsten om, at de lige for nylig havde haft kortærmede bluser på, og at der i øvrigt mest var sol og ingen blæst, så…). Og da begrænsningens kunst aldrig har været vores (hm…lundes) stærke side, endte vi op med en del bagage – dog stadig inden for det tilladte.

Henriks forældre insisterede (hvilket vi i virkeligheden er ret taknemmelige for!) på at følge os godt på vej, så søndag d. 4. dec. tøffede vi alle i kortege til Odense, hvor Lundes forældre og en god frokost ventede på os. Drengene var godt oppe at køre – ingen tvivl om, at de var påvirkede af de mange dages postyr op til afrejse - men dog i topform og med snotnæser…

Kl. BÆH mandag d. 5. dec. væltede vi os alle ud i en taxa – Aase og Arne i følgevogn – og drog mod Odense banegård, hvor vi efter endnu en afsked (klart én af bagsiderne ved at rejse væk så længe) satte os i toget kl. 6 og bumlede mod Kastrup. ”Nøøøj”, mente Malthe om togturen, ganske intetanende om, hvad der ventede ham, og om hvor mange timers sidden stille der lå forude. Vi fik en snert af bange anelser, da han efter 10 minutter mente, af dét med at sidde stille er en stærkt overvurderet dyd, og da Aske efter også meget kort tid begyndte at spørge ”er vi der ikke snart?? Er der meget langt til Denver endnu???” Pyh…, hvad var det lige, vi havde gang i????

Men inden vi så os om, var vi i Kastrup, som jo er fuldstændig genialt indrettet i forhold til toget, så vupti! – så var vi ved at chekke ind. Jeg var en smule bekymret for de store mængder af gods, vi havde på slæb, men næh nej, det blev der ikke set skævt til.

Nu er Kastrup jo så ikke det sted, man helst vil opholde sig, når et eventyr venter forude, så de dér tre timer vi var for tidligt på den – just in case – var laaange. Men Malthe fik sig en lille lur, Lunde shoppede (!!!) og Henrik og Aske spillede lidt spil, og pludselig var det tid til at boarde.

Igen masser af ”Nøøøøj” og ”SE! Flyvgine!!!” fra Malthe , og en meget opmærksom Aske, der forsøgte at få det hele med. Især var han optaget af sikkerhedsfolderen og om det måske var muligt at prøve at springe i faldskærm… Idet vi lettede klemte han min hånd og stammede: ”dddet var ddda godt nok llllige lidt voldsomt!”
Malthe havde igen lopper i numsen, og var ikke meget for at sidde stille i de 1½time på turen til London, men var alligevel så småt ved at forstå konceptet ”her sidder vi så”.

Kirsten, som vi i første omgang var på vej til (Boulder), havde advaret os om bagage-kludder i Heathrow lufthavn, men vi kunne sådan set ikke gøre andet end at håbe … og vente endnu en gang på næste fly mod Denver. Sukkerkulden meldte sig, og der blevet stillet krav fra Malthe om ”lulu-lade”. Samtidig var vi alle helt opkogte. Enten var vinteren heller ikke helt nået til London, eller også havde valgt at gi’ varmeapparaterne en ordentlig skalle dén dag i Heathrow. Pyh…, hvor vi svedte i vores gamle vinterjakker.

Endelig var vi på vej i den rigtige retning – dog fordelt på to sæderækker og uden vinduer, men skidt-pyt – det er vist også det eneste vi kan udsætte på British Airways. Top betjening og ok mad – og ungerne blev overdynget med ting og sager inden vi overhovedet var lettet… ganske sikkert en god strategi!!
Alt i alt forløb denne 10 timer lange flyvetur rigtig godt. Drengene havde ligesom affundet sig med situationen, og var et par perler. Vi kunne godt have ønsket os, at de havde sovet lidt mere, for da vi landede kl. 16 lokal tid (men kl. vist nok 23 dansk tid) var de helt rundt på gulvet af træthed…Aske nåede selvfølgelig lige at falde i søvn inden landing, så han var helt fra den.
OG HER er det så, at et for os uforberedt fænomen dukker op – naturligvis ikke helt uventet, men dog alligevel ganske undervurderet: JETLAG!!!! Øv, for en irriterende størrelse. Det forfølger os som en anden skygge i mange dage, og vi kan bare ikke ryste det af os! Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os skulle fylde så meget… NÅ men heldigvis har vi jo ikke travlt, lissom, så vi må leve med det og i det, ligesom!!!

Denver lufthavn er KÆMPESTOR ligesom alt muligt andet i dette (i hvert fald ikke guds eget…) land. Vi havde en aftale med Kirsten og Cheyne om at ringe så snart vi er klar til afhentning men kunne hurtigt se, at de bureaukratiske skrankepaver ikke havde i sinde at lukke hvem som helst ind (forståeligt nok, men alligevel….!) Vi overvejede et øjeblik om vi havde taget det forkerte fly til et langsomt middelhavsland – tempoet og idéen med kun at åbne to skranker på trods af ankomsten af et ret stort fly fra Europa kunne godt virke lidt u-landsagtigt… Så efter en uendelig tid i kø med alt for meget håndbagage, et par grædende udkørte børn (incl. et enkelt kolaps, hvor Aske brød helt sammen efter et hosteanfald, så vi måtte gå ud af køen, sætte os på gulvet og nulstille, få lidt vand og finde et toilet for så at starte på ny i køen), nåede vi endelig hen til en godt og vel hoven amerikaner og fik taget vores billede og fingeraftryk - skuffelsen var stor hos Aske, da de viste sig at være uinteresserede i hans fingeraftryk. Alligevel fik han med stor stolthed sagt ”thank you, bye bye” som han havde øvet sig på i timevis.

Nu gik det tjuh-hej… Vi fik straks fundet vores tasker, fik fat i Cheyne (rigtig dejligt at se ham!), der efter vi havde gået et par runder i ankomsthallen, samlede os op ved udgang 500 i deres dejlige mini-van – et stykke køretøj, der så let som ingenting kunne rumme alle os OG bagage…
” Ja, Kirsten er ikke så vild med at køre i det her vejr, så….” HVAFFOR NOGET VEJR?? Det viste sig, at et stort stormvejr netop var begyndt, og de var overraskede over, at vi kunne lande… I øvrigt ville der komme sne og minusgrader i løbet af ugen… - og det viste sig at holde ganske fint stik!

Efter 40 min. kørsel ankom vi til W. Moorhead Circle – et rigtig hyggeligt kvarter i udkanten af Boulder. Cheyne beklagede på vejen, at det var mørkt, så vi ikke kunne se de smukke bjerge, men vi var rigeligt imponerede over de sindssygt mange lys (og julelys!!)

Helt fantastisk var det at se Kirsten incl. dejlig rund gravid mave – og selvfølgelig lille Veronica på 2 år. De bor i en slags rækkehus i to etager, og supergæstfrie som Kirsten og Cheyne er, havde de ryddet soveværelse til os og oven i købet overladt deres dejlige dyne til os….. Ahh! Malthe var faldet om i bilen og blev båret op i seng, og Aske skulle lige efter en lille lur i bilen sondere huset, inden han også røg i seng. Vi andre sludrede lidt, men vi var nogle, der simpelthen ikke kunne
holde øjnene åbne, så vi måtte overgi’ os tidligt og tøffe i seng.

Kl. 4 lokal tid startede balladen! ”Jeg er suuuulten! Jeg kan ikke sove mere…. ” Nå, børnenes nat var til ende, og Henrik forsøgte at bevare roen og stod op og passificerede børnene med ”cerials” og hver deres tasker med underholdning fra flyveturen. Lunde havde dundrende hovedpine, og fik lov at sove lidt mere. Cheyne havde fortalt, at nogle mennesker fik en slags højdesyge af at være i Boulder (1600 meter over havet), og det kunne vise sig ved hovedpine. Man skal drikke en masse vand og var det helt galt skulle man nedaf… men hele Boulder ligger så højt, så where to go??
Hovedpinen tog lidt efter Treo og mere vand og søvn. Så stod fam. Kieth op og Cheyne drønede ud af døren. Kirsten skulle møde sent, så der var god tid til at sludre og ævle. De to små var rigtig på krigsstien. Veronica skulle lige sikre sig sit territorium og Malthe pustede sig op og skulle lige spille smart, så skrig og skrål og en masse ”det’min” fra dem begge. Ikke særlig fedt og vågne op til en stor bred dansk bølle, der har belejret éns Trip-Trap stol!!!
I løbet af ugen gik det bedre og bedre, og de blev nu helt gode venner til sidst.

I øvrigt mødte der os et smukt syn ud af køkkenvinduet, da det begyndte at lysne – vi kunne intet se, da vi ankom aftenen før. Smukke bjerge med et lille drys sne på toppen tårnede op ikke langt fra huset. WAUW – dér var de, the Rockies (eller i hvert fald en brøkdel af dem!).

Inden vi rejste hjemmefra sagde Kirsten i telefonen: (og jeg citerer:) ”Her er dejligt vejr, lunt, tørt og ingen vind!!!” Mærkeligt nok sagde hun inden hun tog på job denne morgen (og jeg citerer igen): ”Nå, jeg må hellere komme af sted inden sneen kommer!!!” Og igen henvises til stormevejret ved ankomsten! Ja, ja, det kom hun til at høre meget for. I hvert fald begyndte sneen at falde inden hun var ude af døren, og resten af dagen sneede det stødt.
Da vi senere masede ud for at undersøge nærmiljøet var det iført store jakker, lånt flyverdragt og ditto huer og handsker! Vi havde blåfrosne kinder, da vi nåede butikkerne, og tænkte kun på at komme inden døre.
På vejen derhen kom vi forbi et hus, som K & C overvejer at købe (Har måske i skrivende stund huset i hus – vi ved det faktisk ikke!). Det lå rigtig dejligt ved parken og skolen på en stille vej tæt på butikker o.l.
Vi shoppede lidt rundt (elsker at handle fremmede steder – og i øvrigt ikke noget at sige til, at amerikanere er store… pyh, alle de fristelser, og alle extra kingsize!), og fandt så en ok sandwich bar, hvor udvalget var enormt. Malthe sov fra det hele, og vi andre fik fantastiske sandwiches (Henrik med steak – var helt høj over den!).

Kirsten kom hjem, Cheyne fortsatte til hotellet, hvor job nr. 2 praktiseres. Kirsten lavede dejlig mad, vi snakkede og hyggede og måtte igen gå tidligt i seng.

Igen tidligt op, denne gang først kl. 4.30, og igen fylde mad i ungerne og forsøge at klemme decibelniveauet lidt ned. Og igen hovedpine…
Denne dag var der mindre vind, og Veronicas kælk blev fundet frem. Aske og Henrik kælkede i parken (skøn park lige om hjørnet), og Malthe og Lunde shoppede – igen (ikke fordi der i virkeligheden var så meget at komme efter lige her, men det er jo dejligt …). De første dage gik vi rundt og troede, at dét var Boulder, go så var den ikke meget større end Sanderum.. Men vi tog fejl!

Sådan gik 5 dejlige dage i Boulder med småture i kvarteret, leg på legepladsen, forsøg på at genoprette en normal døgnrytme (den sidste dag var den ved at være der!). Vi kiggede på alle de søde egern i parken og uden for vinduet og de mange gæs (HJÆLP, tænker Lunde så) i søen lige uden for baghaven. Der var den dejligste udsigt ud over søen med springvand fra bagsiden af huset, og kig til de imponerende bjerge fra forsiden af huset. Hele ugen var der sne og for det meste rimeligt med frost, så vi var ikke vilde med at låne bilen, selv om vi fik tilbudet. Vi syntes ikke lige vi ville begynde vores rejse med at tage dén slags chancer, og egentlig passede det os fint, bare at hænge ud.

Èn aften forsøgte vi på at gå ud og spise med alle børn, men da vi kom ind i restauranten, vendte Aske mundvigene nedad og blev ligbleg…”Puh, hvor her stinker, det kan jeg ikke holde ud!” Vi forsøgte at overbevise ham om, at det ville gå over, men der var ikke noget at gøre. Det viste sig, at restauranten bryggede deres eget øl, og indrømmet – lugten af humle eller hvad det nu var, var bestemt ikke én af det mest lækre.
Vi opgav og drog hjemad, hvor Cheyne vupti tryllede et godt måltid frem til os.

Inden det korte restaurantbesøg havde Cheyne hentet os, og han viste os rundt på sin arbejdsplads nr. 2 – et kæmpe og ret flot hotel downtown Boulder… meget imponerende sted.

XXXXXXXXXXXX HERTIL HJEMMESIDE

En dag cyklede Henrik ned til butikkerne på egen hånd for at få flyttet ørerne og for at finde en internet-café. K & C er ikke på nettet hjemme, men ind imellem kunne vi hooke os på et trådløst netværk i nabolaget lige akkurat længe nok til at checke mails, men ikke længe nok til at svare! Øv! Vi havde nok forestillet os, at vi kunne komme på anywhere – naivt!

Kirsten og Cheyne havde sat deres hus til salg og havde samtidig kig på noget andet (som før nævnt). Det kan være svært at få til at gå op, selv om Boulder er en populær by. Èn dag skulle deres hus vises frem mens vi var der. En familie på 4 som vores fylder rimelig meget, og K & C ville muligvis ikke nå hjem, så vi styrtede rundt i enden af drengene for at få ryddet lidt op. Da den evt. interesserede køber kom, løb Henrik rundt med støvsugeren, og børnene lå i jerngreb for at forstyrre og rode mindst muligt…. Faktisk ved vi ikke helt, hvad det hele er endt med, men vi krydser fingre.

Fredag, den sidste aften i Boulder, bagte Aske og Lunde æbletærte om eftermiddagen. Da Cheyne, Kirsten og Veronica kom hjem, kørte vi ind til Boulder, hvor vi spiste på et hyggeligt sted på gågaden: ”the cheesecake factory”, vist nok. Lækker mad i enorme (gigantiske, faktisk) mængder. Aske, som stadig ikke var blevet gode venner med sin døgnrytme, faldt i søvn på restauranten, og måtte igen igen vinke farvel til aftensmad – endnu en konsekvens af et nederdrægtigt jetlag.
Efter maden stiftede vi bekendtskab med et fænomen, vi altid har grinet lidt af i dk: ”doggy-bag”! Man bliver ganske enkelt automatisk spurgt, om man vil have resterne med, hvilket jo på en måde i dén grad giver mening. Så ja tak!
Vi tog så lige en runde i nogle boligkvarterer for at kigge på juleudsmykninger. De er gale og helt uden smag – og en lille smule sjove – de amerikanere. K & C mente faktisk, at det ikke var ret slemt i år (sikkert p.g.a.de høje el-priser). Vi så i øvrigt Rudolph the red-nosed reindeer… midt på en villavej gik en vaskeægte elg ufortrødent rundt og hyggede sig i forhaverne og så godt ud!

Børnene blev puttet, da vi kom hjem, og så var det benene op, æbletærte og Apollo 13! Lyder det ikke bizart?! Cheyne har en fascination af fly og rum-missioner, og ligger inde med mange timers uredigeret DVD fra Apollo 13’s månelanding. Nøj! Kirsten, Henrik og jeg forstod ikke helt, hvad det fængslende var, men vi fik dag en masse sjov ud af astronauternes umiddelbart ubegavede kommentarer (”Hey, WHAT? The soil is orange…!”).
Lige meget hvor meget vi kæmpede, blev det en anelse for søvndyssende, og efter en masse chit-chat var det sengetid.

Lørdag kørte vi alle sammen op i et af de nærmeste bjerge og så is-siderne, som Cheyne i øvrigt ynder at beklatre!! (At nogen orker!) Og så selvfølgelig den ”breathtaking” udsigt… wauw.
Vi spiste brunch i en lille hippie-flække, der hedder ”Nederland” (opdaget og indtaget af hollændere i sin tid) i en lille træhytte fyldt med langskæggede suspekte lokale… Der var stemningsfyldt og det var vildt hyggeligt. Også alle tre englebørn havde det dejligt!
I Nederland huserede mange gamle historier, bl.a. én om en vist nok norsk fyr, der fik sin afdøde bedstefar frosset ned og lagt på tøris for mange år siden. I dette område havde man nemlig ingen love, der forbød dette… lækkert. Så dér lå han stadig, og én gang årligt fejres ”frozen dead guy’s day”…. Meget mærkeligt firma!

Inden vi kørte ned igen, var vi i en sten-butik, hvor de solgte fossiler, krystaller og alverdens sager, incl. skægt og anderledes legetøj, så drengene fandt det nedarvede shoppe-gen frem. Det lykkedes os dog at komme ud af butikken kun med to blinkende øjne – et blåt og et grønt – et mini-firben og tre drømmefangere.
På vej ned af bjerget var der desværre sket en grim ulykke, og vi måtte holde i kø et stykke tid. Heldigvis sov alle børnene fra det hele.
Veronica og Malthe vekslede i øvrigt ord i løbet af ugen, og da vi tog fra Boulder, sagde Malthe Mummy og Daddy, og Veronica ”mor”! Aske øvede sig fortsat på sit engelske, og var nået til at tælle til 8 og sige please og thank you.

Da vi kom hjem var det blevet tid til at smide alle tasker i bilen, og Kirsten var så sød at køre os i lufthavnen (Henrik sad ved rattet), efter vi havde sagt farvel til Cheyne og Veronica.
Ikke særlig sjovt at sige farvel til Kirsten, men forhåbentlig kommer de alle (4) til dk til sommer. Tænk en gang, så ses vi næsten 3 gange på et år… vildt syret!

Nå, men afsked (er ikke vild med det!) og så ind og finde ud af det hele. Air Pacific, næh de flyver ikke fra denne lufthavn. Åh åh! Der var ligesom nogen som at der havde glemt at fortælle, at vi først skulle med American Airlines…
Fik checket ind og fik fundet lidt dyr og dårlig frokost. Blev derefter kropsvisiteret og al – AL! – bagagen blev skilt ad (at de gider; der var dælensparkemig meget at pille fra hinanden). Nå men venlig behandling fik vi, og de ryddede selv op efter sig (dyygtiiii’, synes Lunde!)

Endelig var vi på vej til Los Angeles i en ikke særlig stor flyver. Aldrig har en solnedgang været smukkere og varet i længere tid. Vi fløj jo næsten lige stik vest sidst på eftermiddagen, og eftersom vi krydsede en enkelt tidszone og fløj mod solen, varede den ved og ved. I luften, hvor var det ubeskriveligt smukt! Og Rocky Mountains set fra luften i skumringen med et lille drys flormelis på toppen…. Jeg mangler ord!! Ganske enkelt! I øvrigt en lidt bredere bjergkæde end ventet!

LA lufthavn, trætte og sultne børn, ”Se McDonalds…”. Okay, så! Så kan det være, at det for første gang i denne uge lykkes Aske at spise aftensmad, Men nej, var igen for træt. Lunde, som underligt nok aldrig havde smagt sushi var blevet anbefalet at smage det i USA (rimelige priser), så nu var sidste chance kommet, og ned gled for 10 dollars rå fisk og ris… Det smagte dejligt og mildt, men hvorfor skal det være så dyrt??

Igen igennem en masse køer (MUH) for at boarde. Igen alting gennemlyst og checket af, denne gang af mavesure livsbitre amerikanere. Endelig fandt vi gaten – 3½ time til afgang…Jesus Christ! Aske var med på at sove i sin sovepose på gulvet – han kunne bare ikke mere. Malthe, den lille festabe, var som altid sikker på at gå glip af noget, hvis han skulle komme til at blinke i lidt for lang tid, så han skulle lige lulles lidt. Faldt så også i søvn i klapvognen og sov sødt til han brutalt vågnede op 3 timer senere på vej ind i en stor og støjende ”f’yv’gine”. Aske havde vi også rusket til live for at få ham til at gå selv, og de arme stakkels børn, der var helt fra koncepterne brød begge ud i gråd og hulkede hele vejen ind i maskinen.
Malthe var ganske enkelt gået fra snøvsen (den stakkels Snøvs, som alle går fra nu og da) og skreg helt vildt og hysterisk i laaang tid. Intet hjalp, sutten var dum, ville bæres, ville IKKE bæres ville stå, ville IKKE stå etc. etc. Stewardessen tilbød en flaske med varm mælk og reserverede tre extra sæder til os (”Så få da for ind i H… dén unge til at klappe kaje!”
Til sidst fik vi stoppet ham med lidt vand (undskyld, var det en ildebrand, vi lige talte om dér?). Aske sad bare og stenede og led i stilhed. Der gik ikke længe før han sov igen.

Så kom vi i luften med næsen mod Fiji. Kl. var 22.30 lokal tid, og der var dømt nat med afdæmpet belysning, og efter lang tids nussen på panden sov Malthe også, og vi andre kunne så lægge nakken tilbage og håbe på et par timer i næsten lodret position med hvert sit barn som dyne!

Resten af turen gik fint, men børnene mente ikke at en nat ombord på et fly behøvede at vare så længe, så Aske vågnede først midt på natten, og ville vide, om vi havde krydset datolinien (nej, ikke endnu, lille skat, det er først lige inden Fiji, og nu er det stadig nat for crying out loud!” Nå, så skulle der tisses og så kom sulten, og så var der ikke andet at gøre end at hive kiks, tegneblok, tusser, spil og andet godt (som fx det helt oplagte gode morgenhumør…) frem.

Morgenmaden blev serveret, og endnu en tur i luften var ved at være godt overstået. Hula-hula-musikken bredte sig og en masse grønne øer omkranset af hvidt sand dukkede op under os. Uhm, sol og varme….. finally!

Fiji

2005-12-22T23:28:00.000-08:00

Fiji Islands, d. 10. - 20. december 2005.

The Sandlewood Lodge:
BULA! Sådan modtages man her i dette fugtig-varme frodige og smukke land. Vi ankom kl. 5.30 mandag morgen lokal tid i svedende varme – stadig med varme sokker og langærmet/-benet tøj. Vores kropsduft var ikke just frisk og liflig, og øjnene hang temmelig langt nede på kinderne. Det første, der altid er slående i eksotiske lande – bortset fra varmen – er floraen. Når man går ud af det kolossale fly, går man udendørs under overdækning og får lige en snert af, hvad der venter én. I ankomsten mødte vi et andet typisk Fiji-indslag, nemlig hula-hula-syngende mænd i Hawaii-skjorter (eller Fiji-skjorter må det jo så være) og slå-om-nederdel(!) med guitar – små og store (ukulele hedder den lille vist). Disse mænd synger hjemlandets vemodige sange, så man rigtig kan komme i stemning, hvilket i dén grad virkede på Malthe, der straks vrikkede med måsen og råbte ” ’sik!”
Her skulle man tro, at tempoet var under sneglefart, men næh, disse venlige og forholdsvis sindrige lokale havde fult blus på skrankerne, og vi kom forholdsvis hurtigt igennem. De var mest interesserede i vores helbred, så vi ikke slæbte stygge sygdomme med til ø-samfundet.
Vi fik forholdsvis hurtigt vores tasker og klapvogn – lige afbrudt af endnu en gang næseblod hos Aske, og efter at have vekslet lidt Fiji-dollars (vi troede, de var helt vilde med amerikanske dollars, og havde læst at de helst tog credit-kort frem for cash, men det skulle vise sig, at det foretrukne helt klart var den lokale valuta…), Skulle vi igennem tolden. De store sorte mænd med kjoler var fuldstændig kolde overfor hvad vi end måtte have proppet i vores store tasker, for de viftede os igennem – stik modsat USA – og havde kun travlt med at hilse os velkomne med deres BULA!

Straks vrimlede det med lokale, der ville vide hvor vi skulle bo – der var nemlig afhentning til div. hoteller. Udenfor i den svedende morgenvarme blev vi mødt af endnu en venlig mand med et rugbrød med påskriften ”Sandlewood Lodge” – dét lød rigtigt! Her havde vi nemlig hjemmefra booket to overnatninger. Hotellet lå tæt på lufthavnen (4 km) på halvvejen til Nadi, som er én af de større byer på denne ø (Viti Levu).

Vi blev kørt til døren og blev checket ind på vores værelse – rimelig størrelse, med senge til os alle, thekøkken, toilet/bad og div. nødvendigheder. Lunde ( bakterieneurotisk!) startede ud med at checke badeværelset (ak nej, ingen føntørrer!), og det første, der viste sig på gulvet var en lille bitte ghekko. Nårh, hvor sød, var vi enige om, mens Lunde i sit stille sind tænke, om det var begyndelsen til et kryb- og insikthelvede, men det var, hvad det kunne blive til… i hvert fald i Sandlewood Lodge. Vi var i øvrigt en anelse uenige om rengøringsstandarden på dette sted. Henrik mente, at det var ok og hvad, vi kunne forvente os, mens Lunde lige skulle synke en gang ved ibrugtagning af kopper og skeer og ikke var helt tilfreds med afvaskning af knapper, kontakter og andre (af andre) flittigt benyttede spots…. måske en erhvervsskade??? (I Galaxen ææælsker vi Ajax og sprit – af alle slags….)

Lige udenfor terrassedøren en frodig have med en skøn swimmingpool i midten. Kl. var kun 6 om morgenen, men vi kunne ikke vente… det var bare for fristende med det kølige og umiddelbart rene vand, så af med tøjet, på med solcremen (vi er ret tæt på Ækvator, og solen er stærk lige fra morgenstunden) og ud i den….. LUNE pool! For kølig kunne man ikke sige, at den var!! Der var en fin lille børnepool afgrænset af nogle store sten, og store kokospalmer (MED frugter) skyggede for den værste (som om den var slem…) sol. Aaahhhh, det var dejligt! Her kunne vi såmænd godt ligge og svuppe resten af dagen – hvilket vi så gjorde resten af formiddagen. Aske voksede strax svømmehud mellem fingre og tæer, og dykkede som en gal. Skammede os over, at vi ikke før har givet ham mange muligheder for at være i det våde element. Han var fuldstændig i sit bedste es!

Til frokost var vi ved at være godt opblødte, trætte efter den lange rejse og de få timers nattesøvn og sultne. Henrik gik på mad-jagt (der var ikke mad på hotellet), og det skulle vise sig at blive et omdrejningspunkt de næste par dage. Der var nemlig kun et par snuskede steder i nabolaget, et andet hotel (så dyrt ud!) og en lille STORsnusket biks med få fedtede ting på hylderne og et par stive sandwich med opbukkede kanter på disken… alt sammen til skyhøje priser. Vi kunne godt se hvor det bar hen… alt imens drengene som tynde stormavede børn fra Afrika klagede deres sult. Samtidig turde vi kun spise noget fra den lille shop, der var forseglet og helt fri for kryb, støv og andet godt! Så Henrik var opfindsom nok til at købe juice og instant-nudler fra Maggie’s og de blev da også hældt indenbords….

Nu kunne vi ikke hænge sammen mere, og varmen havde nået sine højder, så vi besluttede os alle for at tage en god skraber inden døre (hvor der var airconditioning).... Vi sov hele eftermiddagen – det var helt umuligt at vågne igen....der var ganske enkelt dømt nat i vores hoveder, men Henrik påtog sig den grimme opgave at forsøge at få liv i os andre. Da det endelig lykkedes, var vi alle igen klar til en tur i poolen, og efter en god dukkert under palmerne (eller ”pamlerne”, som Aske kalder det), opdagede vi, at Askes armhuler var fuldstændig nedslidte og på vej til store sår p.g.a. de mange timer med svømmevinger. ”Skidt pyt”, mente han selv (lidt sej må man være, hvis man skal have lov at tilbringe så lang tid i poolen).

Så klingede igen et højt ”Jeg er suuulten!” ud over området, og så kom skaffedyret igen op i Henrik, og han prøvede at lokke flere nudler i ungerne – uden held. Vi blev enige om, gå en tur rundt og se, hvad de forskellige små restauranter bød på. Det kunne tilsyneladende ikke betale sig selv at kokkerere, og der var nu heller ikke meget at byde på i ”the one and only lorte-biks in the neighbourhood”. DRYP DRYP PLASKE… Pludselig faldt store dråber, som hurtigt blev til enorme mængder af tropisk lun regn. Det var faktisk rart, og vi tænkte, at det nok bare var en byge, så ”off we go”! For en sikkerheds skyld spurgte Henrik lige i receptionen hvordan det sædvanligvis var med disse byger: Et par timer ku’ de vare…. Så kan det nok være, at vi lige fandt et par kiks at stoppe hullerne med, og fordrev tiden lidt endnu.

Nå, det var nu ikke så slemt, og efter ½ times tid trissede vi af sted. Den ene restaurant så mere snasket ud end den næste – og lidt sart må man vel ha’ lov at være her på starten af turen rundt om jordkuglen, så da vi endelig overgav os til en take-away-pizza-biks, lukkede den lige for næsen af os! Aske var træt og ville sidde i Malthes klapvogn, og Malthe ville spankulere selv og skubbe vognen af den larmende befærdede vej (hotellet lå heldigvis på en stille sidevej), så der var skrig og skrål og rumlende maver. SÅ kunne det hele også være lige meget… Resolut marcherede vi ind på det fine hotel, hvor vi blev budt indenfor (BULA) af søde fiji-damer med spraglet tøj og blomster bag ørerne (det har ALLE her, mænd som kvinder, hvilket er oplagt, da helt kunstigt udseende smukke blomster flyder alle vegne, og klimaets naturligt stærke farver indbyder til hula-hula-tøj og blomster-tam-tam).
Vi blev bænket, børnene blev klappet på håret og Malthe krammet og nulret, og vi blev introduceret for et dejligt menukort med igen høje priser… dog ikke urimelige standarden og alle de andre ”shitty” steder taget i betragtning. Vi voksne begrænsede os dog til luksus-pizza, og børnene fik børnemenu fløjet ind i en hvis fart for at undgå mere skrål. Da de havde gumlet lidt på deres drumsticks, begyndte Askes næse at styrtbløde… et evigt tilbagevendende problem, som han altid klarer helt cool og roligt, mens omkringværende voksne oftest går i panik. Normalt holder det hurtigt op, og selv om det var kommet en del gange efter afgang fra DK (og i øvrigt ofte er værst i forbindelse med vinter og snot), har det været til at stoppe. (Højst sandsynligt forstærkes det af den tørre luft i flyet og i Boulder, klimaskift generelt og jetlag, forestiller vi os!). Denne gang på dette fine hotel gik det helt amok og væltede ud, og den ene Kleenex efter den anden blev bragt til os. De søde hula-damer og –mænd vrimlede om os og gav gode råd: Aske blev lagt ned, papir i næsen, fik isterninger først på panden og så i nakken, og selv om der var virvar og alle var bekymrede og snakkede op og ned af stolper om barndommens problemer med næseblod, var Aske stadig cool – og måske en smule smigret over al den venlige opmærksomhed.
En gæst fra hotellet havde fulgt med, og kom og talte med rolig stemme og schweizisk accent om homøopati og isterninger i nakken – her kunne man godt tro, at der var tale om en mystisk doktorrrr Frrrank, der kunne nogle kunster med en kirurg-kniv og nogle piller, men han var faktisk en rigtig rar og troværdig mand, hvis lyshårede datter havde samme problem, og med stor succes fik et middel ordineret af en læge, når det var helt galt. Dette middel blev strax hentet på deres værelse, og den rare mand hælde lidt tabletter over i en kuvert til os, hvorpå han skrev, hvad det var – efter først diskret og høfligt at have fortalt, at han ikke ville presse på med noget, men at det var en hjælp, hvis Aske skulle komme ud for det igen. Nå, blødningen stoppede, Aske var ok men noget omtumlet og pizzaerne var kolde. Vi takkede alle for venligheden og hjælpen, fik pizzaerne pakket i en kasse, betalte, og luntede hjemad (og fik i øvrigt lige set, at man på dette yderst behagelige hotel kunne købe sig til en internetforbindelse.)

Sikke en første dag på Fiji!!! De helt basale behov var i centrum (i hvert fald nogle af dem): søvn, mad, kropsnedkøling! Og så lige lidt drama…
BULA!!

Tirsdag morgen – eller skulle vi ikke kalde det nat – vågnede vi alle kl. 4 (jetlag er stadig over os), Aske og Lunde især helt forrevne og vilde i øjnene: vi var blevet i nattens løb blevet ædt af myg. Bitte små uanseelige bæster med stor ivrig blodtørst! Øv øv øv!! Nå, på med Lidokainen og så ”Jeg er suuuulten!” Nudler gik nok ikke igen, men vi havde ”luksus-shoppet” to små Kellog’s cornflakes i den gustne butik (10,- dk kr. pr. stk.), som drengene gik ombord i (”hvor er mææææælken?”)

Poolen trak men det var stadig midt nat, og den måtte først benyttes efter kl. 7, så frem med spil og legetøj og fordrive tiden indtil vi kunne tillade os at larme ude. Da solen var stået op, gik vi en tur rundt i kvarteret. Det viste sig, at vi faktisk var havnet i et fint kvarter med små lukkede veje og med kæmpe huse – hegn hele vejen rundt, naturligvis – mange biler og div. tjenestefolk. Det var tydeligvis ikke de lokale Maui’er, der boede her – snarere rige tilflyttere fra udlandet.

På Fiji er befolkningen noget blandet, men størstedelen (ca. 54 %) er de store brede lidt grove Maui-folk (har man set Lilo og Stich, kender man typen. De ligner lidt folk fra Haiti). Godt 40 % er indere (og Hindu), og de sidste % er lidt af hvert, bl.a. asiater. Man siger Inderne og hvad vi ville kalde de oprindelige polynesere (Maui’erne?) går fint i spænd, men gifter sjældent ind i hinandens familier (forskellige religioner). Sidstnævnte er bestemt de mest imødekommende ”mama/pappa”-agtige.

Alene på vejene omkring hotellet var der alle former for eksotisk flora og fauna. På vores lille morgentur ser vi de smukkeste blomster (tror nok at nogle af dem derhjemme i stueplanteudgaver hedder Azelia, bourgonville og hibiscus/Hawaii-blomst). Vi så bunkevis af kokosnødder, noget, der ligner dadler (de lokale fugle – manabirds - er tossede med dem), bananer, mango, grape/pomelo, papaya, mandler (vist nok) etc.

Efter at have checket gaderne ud og konstateret, at der ikke fandtes mere appetitlige eller billigere indkøbsmuligheder i nærheden, og med rumlende maver (de stakkels voksne havde endnu ikke spist), gik vi igen – og denne gang endnu mere resolut ind på det fine hotel fra dagen før, og efter nogle overvejelser (på prisen) kastede vi os over den dejligste morgenmadsbuffet med frisk fugt, omelet, brød, juice, GOD kaffe, cereals etc. Aske var halv pris og Malthe gratis fordi han var så lille….de skulle bare vide, hvad han kan sætte til livs!! Og vi andre spiste bagud og på forskud.
Og pludselig kom så den venlige schweizer og spurgte til Aske og klappede os på skuldrene og sagde at det var godt at se ham frisk. I øvrigt havde Aske kun en lille eftervé samme aften, og så har der efterfølgende ikke været mere.

Og så var det blevet pooltid! Timevis af plasken rundt i den lune pool. Vi talte med en irsk kvinde og hendes 2-årige søn. De var lige flyttet hetil for 2 uger siden, og var ved at leje hus og købe møbler etc. Hun var gift med en Fijianer, der var præst, og hun fortalte, at det generelt var dyrt at spise ude, og at de handlede inde i Nadi i et stort og ok billigt supermarked.
Mens vi plaskede rundt og mens Malthe sov middagslur, prøvede vi at regne ud hvordan og hvor vi skulle leve den sidste tid på Fiji. Vi havde kn yderligere en nat på Sandlewood, og havde ikke lyst til at blive, dels fordi vi gerne ville ud til vandet, og dels p.g.a. madsituationen – vi gad ikke den evige jagt på mad, og især ikke om morgenen, hvor drengene bare er sultne.
Hotelejeren kendte en dame, der kunne hjælpe os med nogle idéer og booking – MARGARET, som vi senere skulle komme til at beskylde for mange ting… en ægte bondefanger med os som ALT for nemme dumme ofre!

Lunde blev på hotellet med børnene, og Henrik blev samlet op og kørt ind til lufthavnen, hvor Margaret holdt til. Hun var formidler og kendte til både det ene og det andet (og skulle selvfølgelig tjene på det). Strax efter at have hørt vores ønsker om et lille sted ved vandet med mulighed for i hvert fald morgenmad og gerne en pool for ungernes skyld (hvilket ikke er vildt usædvanligt under disse varme himmelstrøg) fik hun pisket en stemning op om, hvor dyrt der er på de små øer for ikke at tale om transporten derud (hvilket er ganske rigtigt), og om hvor presset der var alle steder, og vi skulle godt være heldige, hvis vi fandt noget…. Men der var dog måske en lille chance ved Korolevu, The Coral Coast (sydkysten på øen, hvor vi allerede befandt os): The Warwick Hotel, som var lige hvad vi ledte efter, og især når vi rejste med små børn. Det kostede dog 300 Fiji dollars pr. nat men så var det med stor morgenmad, flere pools og ned til havet, og det var jo lige os! Hun kunne også lige arrangere en taxa til at køre hele vejen – kun 1 time 40 min.. Vi kunne også tage en bus, men det var besværligt med bagage, børn etc.

Så JA! Vi hoppede i med begge ben – vi er sgu så nemme! Pressede og panikagtige i stedet for at spørge os lidt mere for og ikke finansiere en eller anden lokal hytteskindsmælger – som oven i købet lige skulle betales på forskud for det hele. Vi slog til og glædede os over brochurerens pæne billeder og håbede stille, at de i hvert fald ikke løj.

Vi blev enige om at tage ind til Nadi (taxi) for at proviantere, kigge os om og måske spise aftensmad. Pyh, det var svedende varmt, selv om det var blevet sidst på eftermiddagen. På trods af masser af solcreme var det allerede lykkedes Lunde – som ALTID!! – at pådrage sig et yndigt lyserødt griseskær på arme, skuldre og i ansigt!! Hvorfor går det altid galt??

Nadi var hektisk, beskidt, støjende og ikke et sted for børn. Vi fandt supermarkedet, købte lidt drikkevarer og sager og kiggede så lidt på byen. Bikini til Lunde var ét af målene, men de små inderpiger i tøjbiksen mente ikke de kunne hjælpe mig… Nå, vi fandt en internetcafé, hvor det ville tage lidt tid at komme til, og børnene var på kogepunktet, så vi opgav at maile og fandt i stedet en taxi, der lovede at stoppe ved den gode gamle gule måge, McDonald’s på hjemvejen. Her skulle de lige i omdrejninger først, så den rare taximand holdt ind til siden og ventede tålmodigt på vores mad. Malthe mente ikke, der var grund til at holde dér, så han løftede pegefingeren og råbte: ”KØR NU, FARFAR!” Vi måtte lige klukke lidt af den. Faktisk har vi oplevet, at han har kaldt flere fremmede mænd ”farfar” som var det en massebetegnelse for flinke mænd i deres bedste alder…. Tankevækkende, Ole!
Den rare chauffør var snaksalig, og han fortalte om en strækning på Coral Cost, hvor der lå masser af rimelige hoteller ned til vandet, og om en bugt en time fra Nadi, hvor der var rigtig dejligt. Han gav os en fast taxi-pris for at komme dertil (altid smart at aftale en fast pris inden en ur!), som lød ganske fair, og som han sagde: ”Hvis I ikke kan lide hvad I ser, når vi kommer frem, kører vi jer bare videre til næste sted etc. etc.”
ØV ØV ØV! Det var da det vi skulle have gjort! Nå, men løbet var ligesom kørt, og vi fik hans kort og takkede for venligheden – og ærgrede over at være blevet revet med af Margarets lidt for gode idé. Vi besluttede os definitivt for at holde rejseplanen og flyve videre til New Zealand d. 20., hvor vi vil blive hentet på Warwick tidlig morgen. Her er meget fantastisk, men ikke så fantastisk, at vi vil lade os ruinere. NZ bliver også en dyr omgang, men det har vi været mere forberedt på.

Nå, hjem og spise og bade, ind og lege og hygge og så faldt vi alle tidligt omkuld, endnu mærket af jetlag. Aske er rigtig hårdt ramt, og har måttet sove middagslur. Vi glemmer fuldstændig alt om jul og decembersysler her i varmen, selv om vi har stødt ind i både nissehuer og julemusik af og til. Det kan vi ganske enkelt ikke tage alvorligt i 40 graders varme.

Onsdag morgen vågnede vi først ved 5.15-tiden, fes den af til 5.30, og stod så op til cornflakes og tørt toastbrød. Vi skulle hentes af taxi’en kl. 10 men fik lavet det om til kl. 9, så vi både kunne nå at pakke sammen (hold op, hvor kan vi sprede os på et par dage!), bade og stadig få lidt ud af dagen det nye sted. Aske var så klar til nye swimming pools, men også – som altid ved forandringer – lidt utryg. Efter få dage et nyt sted kalder han det ”hjem”, hvis han kan lide at være der, men når der er opbrud eller når han bliver meget træt, får han hjemvé og savner sit hus, sin gode ven Søren, alle bedsteforældre etc. Malthe følger ligesom bare med. Hvis der er mennesker at charme for og vi er i nærheden – og han ellers ikke er for sulten og træt – så er alt godt. Faktisk er han næsten for ukritisk i f.t. nye mennesker. Han går til dem med det samme, snakker med dem, lader dem tage ham op og kysse ham. Vi skal passe på han ikke bare går med nogen – som da et ungt Fijiansk par ved Sandlewood var ved at spise ham og bar rundt på ham og ville ud og gå med ham. Malthe syntes det var ok – vi var ikke lige helt så vilde med det!

Taxien kom i god tid mens vi var ude og bade – han skulle bare lige se hvor meget vi fyldte (og det var jo ikke så lidt!), og så kørte han igen.
Kl. 9 sad vi taxi’en, som var proppet op med al vores bagage – heldigvis var der aircon, man bliver lidt skør af varmen! (Og nej, vi skal vist ikke klage…) Drengene sov på vejen og måtte så gå glip af ø-rundtur. Det var faktisk en fin tur, og vi fik set en masse af øen: små landsbyer, smukke blomster og palmer, bjergene, kirker og moskeer og ikke mindst kysten – det fantastiske klare vand og de fine strande. Chaufføren var rigtig behagelig – ikke for snakkende men imødekommende og åben, når vi spurgte om noget. Han kører os til lufthavnen d. 20. om morgenen, når vi skal videre.

The Warwick (www.warwickfiji.com):
Ved ankomsten til det nye sted – et stort isoleret ressort med lang indkørsel, store parker, vagter og et hav af ansatte (mest fijianere), blev vi mødt af en stor bamset Fiji-fyr med hula-hula-skjorte og matchende slå-om-nederdel (hold op, hvor det tøj findes i mange udgaver!) og selvfølgelig den obligatoriske blomst ved øret og med et stort brølende BULA! Strax stod en masse mennesker til vores disposition, og efter et besøg i receptionen, et glas ananassaft og et hurtigt view ud over strand og hav, fra den kæmpe terrasse og udendørs bar, blev vi og al vores bagage fulgt til vores værelse. Okay, det kan godt være at det var dyrt, og det kan godt være, at vi ikke på nogen måde havde krævet denne standard, men WAUW, her var bare i orden!!
Rent (bemærkede Lunde), stiligt, kram-møbler og solid men (nogenlunde) elegant indretning, altan med udsigt over det store hav og ned til en smuk have/park (igen – bemærkede Aske strax – med kokosnøddepalmer, denne gang i øjenhøjde). Et ikke alt for stort værelse (på 3. sal med en elevator, der første ved at blive installeret), men med det hele (incl. lille ghekko og – så jeg efter et par dage – en enkelt kakerlak!), to dobbeltsenge, pænt marmorbadeværelse med badekar (og JA, føntørrer!), TV, the og kaffe og el-kedel, minibar (himmelhøje priser, men det kan vel ikke undre nogen) etc. etc.
Udenfor fandt vi den hvide palmestrand med akvariefisk i den klare vandkant, koraler (som i virkeligheden ikke er smarte, da de gør sandet groft og skarpt at gå på, især ude i vandet), en lille ø med indbygget restaurant, 2 pools (den ene incl. bar), en børnepool, jacuzzi, turistkajakker, vandcykler, snorkeludstyr til fri afbenyttelse, og en hel masse aktivitetsmuligheder hvis man har penge og tid nok (tennis, squash, minigolf, fitness – at nogen gider i dén varme!!). Desuden restauranter, barer, butikker og andre valutaslugende foranstaltninger.

Er der så meget andet at gøre end at nyde det, når nu vi er havnet her! Dagene gik med stor (gigantisk!) morgenbuffet kl. 7, solcreme på, badetøj på, svømme, plaske, bade, svuppe, sjaske, hoppe, flyde – hovedsalig i poolen. Der var ganske enkelt for varmt på stranden – og ikke helt så trygt for børnene at bade. Aske er blevet en super top vandhund, og overraskende modig: dykker, springer i fra kanten, øver sig som en gal i at svømme uden vinger - kan godt lidt, men ender med at dykke, fordi det er lettere. Han er helt besat af det, og det er svært at få ham til at begrænse det bare lidt. Hans øjne er fuldstændig røde og blodskudte, og om aftenen er han helt færdig og kan ikke samle sig om aftensmaden. Har præsteret at falde i søvn ved spisebordet, og må nogle gange bæres hjem.
Malthe er også vild med at bade. Han har nogenlunde respekt for vandet, og flyder rundt med os med sine vinger og sin hat og synger/nynner og siger gode lyde og kommenterer alt på sin vej (Fx stor mand med hvidt hår og skæg passerer – Malthe råber: ”Se, julemand og gaver!”). Han har forelsket sig i sin nye badebold, men har overset ordet ”bade”, og vil hellere spille fodbold med den – skyder ”højdere helt op himmel!”

Det er hulens varmt og vi må holde siesta indendørs de fleste dage. Bedst går det, når alle (tre!) drenge får sig en lur på det kølige værelse. De har desværre ikke fået sat skygge op nogen steder ved poolen, så vi bliver lettere kogte af at bade længe. Varmet nærmer sig urintemperatur, hvilket er skønt for kuldeskære blegfede danskere.

Efter frokost (børn gratis, voksne en halv million… Ergo voksne ikke sultne, børn skrupsultne!) og lur, endnu en badetur, så tøj på, spadsere lidt omkring og spise middag. Malthe bliver af de lokale men også af andre hotelgæster dagligt nullet, klappet, kysset og gramset på – godt, han ikke er sart – og i restauranten er det helt galt. Aske fik også et spontant smaskkys af en stor Fiji-mand en dag, så han slipper heller ikke.

Så en lille gåtur til vandet eller rundt i de grønne områder, og så er alle batterier flade på store og små. Ind imellem er der lidt underholdning efter børnenes sengetid, og Henrik har se lokale dansere iført hula-baskskørt og fakler. En anden aften var han til frø-ræs: En stor flok kvækkende slimede frøer – af slagsen, som drengene har haft stor fornøjelse af at rende efter – påsættes rygnummer og samles i en spand, hvorefter de hældes ud på gulvet i baren. De forventes at styrte af sted, og man kan så spille på dem. En mand vandt over 50 dollars… mærkelig form for humor og ludomanisk beskæftigelse!

Vi havde regnet med, at med de fine forhold skulle det blive let at komme på nettet. Her er intet dog gratis (hvor er det også det?), så vi har købt os til en forbindelse. Det har så bare taget små tre dage at få l…. til at virke. Henrik har rendt i fast rutefart for at indfange stedets såkaldte IT-mand (var lige ved at tro, at de havde noget kørende!), som var tæt på at opgive at få hul igennem. Det skulle nu være mission completed, hvilket skaber kontakt til omverden, men til en dyr pris og derfor i noget begrænset omfang….

SENDT HERTIL TIL FORÆLDRE OG KUGGE

Lørdag d. 17. dec. ligger vi for en gangs skyld alle og flyder i poolen, da vi pludselig hører et klingende jysk ”hej med jer”…. Hermed havde øens (eller i hvert fald resortets) eneste danskere fundet sammen. Typisk, altså! Hvad er der med det ghettodannelse?? Nå, men i hvert fald faldt vi hurtigt i snak med Lis og Allan og deres piger Camilla (7) og Michelle (12 og præpuppe-pige). De havde boet i Australien (Gold Coast, nær Brisbane) i 10 år og savnede ikke Danmark det mindste – havde faktisk ikke været der i mange år, og pigerne havde ikke været der (kun Michelle, der var født i dk). De var på ferie (Fiji er vel deres Kreta) i en lille uge og havde booket en ”all inklusive-rejse”, og var derfor ikke sene til at dele ud fra baren (det kostede dem ingenting, og sparede os for de øl og vand, som vi var for nærige til at købe). Vi havde nogle hyggelige dage med dem ved poolen og på stranden – hang lidt ud og chit-chattede og løst og fast og livet på hver side af jordkloden. Det var fint og hyggeligt, og vi spiste aftensmad sammen men var i øvrigt ikke afhængige af hinanden. Efter få minutters snak var vi inviteret til at besøge dem, hvis vi kommer på de kanter. De er ikke helt utænkeligt, eftersom vores billet ud af Australien foreløbig er fra Brisbane. Men vi må se – dejligt at vide, at man er velkommen. Det blev en rigtig rar sidste aften (d. 19. dec.) med dem med fælles aftensmad og bagefter lidt snak og underholdning af en flok farverige fijianere, der lavede kannibalistisk krigsdans og store mama’er, der sang og gjorde ved. Glade børn (der ikke faldt i søvn ved bordet eller fik et hys-flip),der endelig tøede op og legede med Camilla. Varmt farvel med endnu en opfordring til at besøge dem.

Men inden vi var nået så langt: søndag morgen hoppede vi på en ”glass-bottom-boat” for at få et nærmere kig på akvariefiskene. Den sejlede ikke ret langt ud og blev i bugten nær hotellet, hvilket nok var en god idé, for når det blev for dybt, kunne vi i sagens natur ingenting se. Malthe råbte og pegede ”se fi’k” hele vejen ud, og Aske mente bestemt, at der måtte være hajer… Vi havde ikke sejlet ret længe før en sort satan dukkede op – og så én til og én til… HAJER!!! Så fik Aske set dem, og vi andre med. Malthe fik hurtigt omdøbt alle ”fi’k” til ”haj, haj”. De forsvandt og vi så ikke mere til dem – vi var åbenbart heldige, for selv ham, der sejlede båden virkede lidt overrasket. Det var ”reef-sharks”, fik vi at vide – og ikke en specielt stor slags.
Alt i alt var det en fin tur, også for børnene. Vi fik set store stimer af selvlysende fisk, ”nemo-fisk” (clownfish), lilla søstjerner, store Zebrafisk, kirurgfisk og selvfølgelig fantastiske koraller i sære faconer og enorme størrelser. Nogle af dem lignede hjernemasse – interessant!

Vi fik også en del tid til at gå med at studere botanikken. Aske var meget optaget af at få fat i de store kokosnødder, der ind imellem faldt ned til fare for alt levende de end måtte lande på. Så vi indsamlede både en grøn og en moden brun, og Henrik måtte i gang med den store lommekniv. Den grønne blev drukket med stor begejstring (med sugerør) og den brune knækket (”nåe, den er jo ligesom dem derhjemme…” Ja, hvad havde du egentlig forestillet dig??), og så var den lyst næsten styret…. Indtil vi passerede den næste kokosnød på jorden. De grønnes kød er tyndt og nærmest lidt blævret og uden ret meget smag – men til gengæld egentlig lidt læskende.
Henrik neglede også en stor flot papaya på et træ en mørk aften – desværre viste den sig at være ret umoden.

Hver morgen ved morgenbuffeten var der frisk frugt: bananer (meget velsmagende og kraftige i smagen), papaya (noget søde i det, men gode!), vandmelon (Malthe kunne utrætteligt hvine ”mer’ han’elon!”, når han først gik i gang), meget modne mangoer (umulige at skære), søde, søde, sprøde ananas (uhm… Lunde blev afhængig!) og passionsfrugter (store og gule udenpå, møg-sure indeni… ikke desto mindre kunne Malthe spise store mængder – ligesom han også lystigt kværnede frisk lime!!)

Vi havde nok troet, at vi skule købe frugt små lokale steder eller på marked, men vi kom slet ikke sådanne steder og tog så glade og tilfredse til takke med resortets tilvejebragte.

Maden var ok, men efter få dage var børnene rigtig trætte af pommes frites. Vi fik i øvrigt den mest fantastiske grillede ”local tuna” med mango-salsa – valgte den flere dage i træk og har aldrig smagt bedre tun.

De første dage brugte vi meget tid på at føle os bondefanget på dette dyre luxusiøse sted og ærgre os over de uoverkommelige priser, og vi benyttede hver en lejlighed til at finde noget at sætte fingeren på, som fx dén dag, der uvarslet ikke var varmt vand hele dagen, og hvor der pludselig fossede ulækre sorte og brune sager ud af hanen, eller den morgen, da vi kl. 5.30 blev vækket af brandalarmen og fes forvirrede rundt og tog tilløb til at spring for livet med sovende børn under armen, indtil Henrik fik ringet til receptionen og fik beskeden: ”don’t worry, it’s nothing”… Eller larmen fra elevatorinstallering lige udenfor døren.
Men så var det vi blev enige om at nyde de smukke omgivelser, al luksus’en, poolen, vejret, naturen, friheden etc. etc. – nu var vi der jo ligesom, og så var det bare nakken tilbage og indsnuse….

Tirsdag d. 20. dec. ringede vækkeuret kl. 04.15! Op og bade, pakke det sidste, få to fuldstændig koma-agtige børn op i lodret position og slæbe tonsvis af bagage (we still don’t travel light!) ned i foyer’en, igen BULA og store smil her kl. lort, og ind i selv samme taxi, som bragte os hertil. Chaufføren virkede noget morgensur, men har også måtte forlade Nadi kl.3.30 eller før for at hente 4 let lyserøde danskere… det må man godt surmule over.
Så i huj og hast (Vi var nu i ok tid) op gennem øen – igen en tur på ca. 1 time og 40 min. Fuld fart på, pludselige opbremsninger, bumper, overhalinger og deruda’! Så det måtte vel komme… ganske uden varsel skvulpede Malthe over. Ramte kun sig selv og sin far, som greb en del af Malthes maveindhold. Chaufføren fortsatte, indtil vi bad ham holde ind – vi havde liiige et lille accident. Ud og skifte tøj, Malthe helt cool – stod halvnøgen midt på hovedvej og sagde ”hov” og ”vov vov” og ”kykkeky” – man kan vel godt kommentere lidt på omgivelserne, selv om man lige har ørlet i en fijiansk taxi!

Ind i bilen igen og fuld fart frem. Efter 5 min. kørsel var den gal igen – denne gang hos Aske. Heldigvis havde vi en pose klar, og Aske afleverede en god portion, men chaufføren fortsatte helt upåvirket og ufortrødent. Så faldt de begge i søvn og kun vi voksne måtte synke et par gange og be’ et par skytsengle om at våge lidt.

Vi nåede lufthavnen i nogenlunde god tid, hvor vi strax efter at have fået stavlet bagage og søvnige børn ud af taxi’en (og set rø… af en muggen chauffør, der ikke fik en cent i drikkepenge) mødte et par danske rygsæksrejsende piger, som vi også mødte ved ankomsten til Fiji. De havde været ude på nogle af de små øer, og der havde, som vi havde forestillet os, været fantastisk men også meget primitivt. De skulle med samme fly som os til New Zealand, hvor de skulle med en ”Kiwi-expres” rundt i landet. Vi mødte også et NZ-ægtepar, som havde boet på Warwick hvor vi boede; han var der for at installere den famøse føromtalte elevator (som jo så blev færdig aftenen før vi rejste), og konen var bare med for at dase. Vi havde sludret lidt med dem på hotellet – de kom fra Cristchurch på sydøen, hvor vi desværre ikke har planer om at tage ned. Vi ville såmænd nok have været velkomne hos dem. Hun var helt syg med drengene og var helt på halen over, at vi havde mod til at rejse verden rundt med dem.
Det er der faktisk mange, der siger, og nogle gange stopper vi så op og kigger på hinanden og spørger, om vi er helt sindssyge (eller helt ”pip-gog-påske-plim”, som Aske – og Bamse – siger). Men vi bli’r hurtigt enige om, at selv om vi nærmest ruineres, og selv om det ind imellem er noget besværligt med et temperamentsfuldt blebarn og et trodsigt gammelklogt førskolebarn, 10 tons bagage, langsommelige lufthavnsprocedurer etc., er vi godt nok heldige, at vi får lov at opleve dele af verden i fællesskab med vores to fuldstændig vidunderlige, charmerende, kvikke og skønne drenge!! Tænk en gang…. Og så oven i købet springe en grå, våd og kold dansk vinter over… Jubiiii!

I øvrigt: BIG… efter overstået jetlag har Malthe besluttet sig for 7-9-13 at sove bedre om natten!!! Godt nok er han i samme rum som os andre, men alligevel. Det er meget få gange, han har været ked af det om natten, og har sågar sovet arm i arm med Aske en hel nat (det er de jo ikke vant til) uden at sige en lyd. Faktisk er det Malthe der sover længst om morgenen og han må nogle gange vækkes… UNBELIEVABLE!
Aske næseblod har også valgt at holde en pause. Det fugtige klima må være godt for slimhinderne. Og det endda på trods af, at han faktisk er lidt snottet af al det badevand. Efter at have dykket non-stop i flere dage var hans øjne knaldrøde, og han fik vildt ondt i det ene øre og ville have Ingelis (vores læge) eller ”én af dem, der er brune i huden-lægen” til at ”reparere” øret. Han gik frivilligt med til en bade-fri dag, og mente selv at det var den værste dag i hans liv (fordi det gjorde så ondt). En børne-panodil tog det værste, og næste dag badede han med vandskyende vat og dykkerbriller og ikke ret meget dykning, og så var det ved at være ovre. Vi var lidt bange for trykket i øret på flyveturen, men det blev ikke noget problem.

Nå, Nadi lufthavn er ikke den hurtigste, men dog heller ikke voldsomt besværlig. Vi kom rimelig smertefrit igennem diverse skranker, satte os ved en kaffebar og fik endelig lidt morgenmad. Så shoppede Aske og Lunde lidt og glemte lidt tiden, og pludselig var det blevet tid til at boarde.
Vi gik om bord, sad et stykke fra både elevator-parret og de danske piger. Drengene satte sig hjemmevant i sæderne og tog sele på, som når vi kører bil… nu er det allerede blevet ”hverdags-agtigt” for dem at flyve! Fiji er rigtig smuk oppe fra: bløde grønne bjerge midt på og de hvide strande uden om. Et dejligt syn forsvandt under os…. BULA, Fiji, og tak for nu.
5 minutters flyvning var gået, og Aske meddelte, at han skulle kaste op – igen! Klarede det flot i en pose (de er et par ret coole fyre, vores drenge, når det kommer til den slags), og lagde sig så lidt med et tæppe. Aske mente at det godt nok var en flink stewardesse, der sådan kom med friske brækposer til ham. Efter et kort hvil var han på toppen igen, så mon ikke bare det var lidt ”køresyge”?

Resten af flyveturen gik superhurtigt. Vi tegnede lidt, skrev bogstaver (Aske er fuldstændig bidt af at skrive og regne og øve sig i engelske ord….stræber! Men han er vildt optaget af det), og Malthe sad pænt på sin lille ble-popo og pjattede med sin far hele vejen. Dejlig og let flyvetur, hvor de dels havde fået en skraber i taxi’en forinden, og dels havde fået lettet trykket i maven og så i øvrigt efterhånden var helt trygge ved det med flyvning. Vi fik endnu en gang morgenmad (osteomelet, sær pølse, croissant, og dejlig fiji-frugt…..uhm, ananas, papaya og ”han’elon”)
Pludselig dukkede små grønne øer op under os, så meget grønt fastland så ét tykt skylag – bumle bumle bumle – og så vand (er det en vandflyver?? Det så ud som om vi skulle lande i vandet!) og så regnvejr og YES! Så landede vi.
”Thank you for flying Air Pacific and enjoy you stay in New Zealand….”

How to post on the blog

2005-12-12T10:25:00.000-08:00

How to post on the blog There are several ways. After you have logged in, click on either "Blog This" or New Post (a green cross) or simply click on the blog's name (in this case: our trip around the world). There will be a title box (put a date or locateion or event here -- whatever you desire), and a dialogue box (here is the place where you write.

A little blue ship-steering whele allows you to change settings.

Once you have posted a blog, a "comments option exists. Click on this to comment on teh particular posting (this will be for your guests).

After you have typed your post, scroll down and click on the orange colored Pulish Post box.

Good luck! I look forward to reading about the trip!

Cheyne